Tysklands kansler Angela Merkel går arm i arm med den franske præsident Emmanuel Macron og hans visioner for fremtidens EU.
Visioner som Macron torsdag aften præsenterede for de øvrige EU-lande under en middag i Estlands hovedstad Tallinn.
- Der var stor opbakning fra Angela Merkel, forklarer DR Nyheders EU-korrespondent Ole Ryborg der følger mødet i Tallinn.
- Hun sagde at EU-samarbejde må ikke stå stille, men at det skal udvikles. Hun pegede blandt andet på udbygning af forsvarssamarbejdet, håndteringen af illegale immigranter og en ændring af selskabsskat, hvor hun er enig med Macron.
Mistet vælgere til EU-kritikere
Inden mødet var der usikkerhed om, hvor EU-positiv Merkel ville være efter det tyske valg søndag, hvor Merkels parti CDU gik tilbage på bekostning af det EU- og indvandrekritiske højreparti Alternative für Deutschland, AfD, der blev valgt ind for første gang.
- Der er bred enighed mellem Frankrig og Tyskland, når det gælder forslagene, selv om vi må arbejde på detaljerne, lød kommentaren fra Angela Merkel ifølge nyhedsbureauet AFP efter middagen.
Nogle af initiativerne som den franske præsident præsenterede, for eksempel på forsvarsområdet, har været forberedt i arbejdsgrupper i fællesskab mellem Tyskland og Frankrig, der ofte plejer at følges ad i EU-regi.
Ingen voldsomme protester mod Macron
Generelt var der ikke store indvendinger mod Macrons budskaber på mødet i Tallinn.
Ikke engang fra de såkaldte Visegrad-lande Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, som man ellers kunne forvente.
- Men der kan sagtens komme protester, når man når længere hen i processen og der kommer konkrete forslag på bordet, forklarer EU-korrespondent Ole Ryborg.
Forbehold fra Danmark
Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen vil gerne have et tættere EU-samarbejde, når det for eksempel handler om reformer af social dumpning og hjemsendelse af illegale immigranter til Afrika, men er mindre begejstret, når det handler om grundlæggende forandringer i EU's institutioner, forklarer Ole Ryborg.
- Vi skal holde sammen på EU-27, holde snuden i sporet og levere løsninger på de problemer, europæerne kan mærke, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen selv efter mødet.
- Det er den indre sikkerhed med grænsekontrol og den ydre sikkerhed. Vi skal levere på det frem for at sætte gang i mere vidtløftige projekter om traktatændringer eller andet, mener Løkke.
Mere EU uden Storbritannien
Ifølge EU-korrespondent Ole Ryborg er der kommet en ny dynamik blandt EU's 27 tilbageværende medlemslande, efter Storbritannien sidste år meldte sig ud.
- Man plejer at sige, at EU-samarbejdet bevæger sig fremad med det Frankrig og Tyskland kan blive enige om og som Storbritannien ikke blokerer. Men nu er den britiske blokade væk, da premierminister Theresa May kun har en dagsorden, nemlig Brexit, forklarer Ole Ryborg.