Merkel: Nazi-reference et trist træk af Tyrkiets præsident

Den tyske kansler svarer igen på grove udtalelser fra Tyrkiets præsident i strid mellem de to lande.

- Tyrkiet trivialiserer det, der skete under 2. Verdenskrig, siger Angela Merkel. (Foto: © CLEMENS BILAN, Scanpix)

Den tyske kansler, Angela Merkel, tager nu afstand fra en grov udtalelse fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Det er tale om en fire dage gammel udtalelse fra Erdogan, hvor han siger, at aflysningen af tyrkiske valgmøder i Tyskland minder om nazitiden.

- Jeres fremgangsmåde er ikke anderledes end nazisternes dengang, sagde Erdogan søndag om tyskerne under en kvindemarch i Istanbul.

En type udtalelser som ifølge kansleren må stoppe.

- De trivialiserer det, der skete under 2. Verdenskrig.

- Tyrkiet er en vigtig partner, men det er trist at høre landet tale om nazitiden, siger Angela Merkel.

Samtidig siger kansleren, at der er dybe forskelle mellem Tyskland og Tyrkiet og understreger dermed det anstrengte samarbejde, der er imellem de to lande for tiden.

Konflikten udspringer af en række aflysninger af tyrkiske vælgermøder i Tyskland, som ifølge de tyske myndigheder er sket af sikkerhedshensyn.

Tyrkiet mener dog, at der er tale om et bevidst forsøg på at forhindre vælgermøderne.

/ritzau/Reuters