Merkel: EU skal styre fælles modtagercentre

Ligelige fordelinger af flygtninge i EU-medlemslandene må være løsningen, slog Merkel og Hollande fast i går.

EU skal stå sammen i konflikten med den voldsomme flygtningestrøm. (Foto: © KAY NIETFELD, Scanpix)

EU skal dele flygtningebyrden, så asylansøgerne deles mere ligeligt. Sådan lød budskabet fra Tysklands kansler, Angela Merkel, mandag aften.

Hun var vært ved et topmøde i Berlin med den franske præsident, Francois Hollande, hvor begge parter krævede, at man i EU indfører en fælles standard for behandlingen af asylsøgere i Europa.

Egentlig skulle topmødet handle om krisen i Ukraine, men konflikten med flygtningestrømmen er nu så voldsom, at der kræves handling, meldte de to toppolitikere ud.

- Tiden løber ud. EU-medlemslande er nødt til at dele udgifterne ved denne handling, sagde Angela Merkel ifølge The Guardian.

Med til mødet havde hun en ti-punktsplan for, hvordan et fælles EU skal løse flygtningeudfordringen.

Fælles modtagercentre

Løsningerne skal ikke kun findes ved flygtningedeling. EU er nødt til at stå sammen og hjælpe hinanden, sagde de to kolleger. Angela Merkel foreslog, at man kan bygge nye modtagelsescentre i Grækenland og Italien i slutningen af året, som EU skal styre og finansiere.

Topmødet fandt sted, samtidig med at migranter rejser til fods eller med bus gennem Sydserbien på vej mod Vesteuropa. FN’s flygtningeagentur UNHCR har anslået, at mere end 7.000 mennesker er nået til Serbien fra Makedonien.

Konflikten, om hvordan målet om at standse flygtningestrømmen til Europa, er svær, og der er tale om Europas største migrationskrise siden anden verdenskrig.

EU-Kommissionen foreslår derfor et nyt permanent system for flygtningedeling ved konflikter og krige. De to ledere har sagt, at EU skal udarbejde en fælles liste over sikre hjemlande. Asylansøgerne herfra skal sendes hurtigt tilbage.

Svær konflikt

Tyskland har truet med at opsætte national grænsekontrol, hvis andre EU-lande ikke deler flygtningebyrden ligeligt.

Merkel har tidligere sagt, at Europa skal handle sammen for at løse kaosset i Grækenland og Balkan, mens desperate migranter forsøger at komme til EU.

Den svære krise med at løse den konstante strøm af flygtninge fra især Syrien har stået på længe og er endnu ikke blevet løst. På topmødet i maj blev det foreslået at fordele flygtningekvoter i EU, men Spanien og det meste af Østeuropa afslog. På topmødet i juni debatterede lederne til langt ud på natten, men nåede ikke frem til enighed.