Tøndebomber med giftigt gas kastet ud fra helikoptere har resulteret i flere menneskers død i den syriske by Douma.
Det rapporterer aktivistgrupper i Syrien, herunder De Hvide Hjelme, Douma Coordination Committee og Ghouta Mediecenter ifølge CNN.
Redningsmandskab og hospitalskilder siger til BBC, at mindst 70 er dræbt, og at dødstallet formentlig vil stige.
De Hvide Hjelme, som er en af oprørernes redningsgrupper, har siden i nat dansk tid tweetet stærke og ubehagelige billeder af voksne og børn, der formodes at være døde af giftgasser.
Nogle af dem har en form for hvid skum i deres mundvige.
Der er ikke nogle uafhængige instanser, der har bekræftet oplysninger om et giftgasangreb.
DR’s mellemøst-korrespondent, Michael S. Lund, understreger, at en organisation som De Hvide Hjelme har sin egen agenda og er på oppositionens side.
- Men det er svært at forfalske mange af de her ting, for eksempel billeder af børn, hvis pupiller ikke reagerer, når man lyser dem i øjnene. Det er ikke noget, man bare lige opfinder, siger han.
Organisationen har også lagt videoer ud med bevidstløse børn, der kæmper med at trække vejret.
Det statslige nyhedsbureau i Syrien, SANA, citerer ifølge BBC en officiel kilde, som benægter beskyldninger om, at regimet har brugt kemiske våben.
Det syriske militær ”behøver ikke at bruge nogen kemiske våben, som terrorister har hævdet,” lyder det.
USA følger situationen tæt
Michael S. Lund påpeger, at kemiske våben er blevet brugt af regimet i Syrien mange gange før. Der har også været enkelte angreb, hvor jihadistiske grupper har brugt sennepsgas og klor.
- Der er en forhistorie, hvor vi gang på gang har set kemiske våben blive brugt. Det ligner de brutale angreb, vi før har set, siger han.
USA's udenrigsministerium oplyser, at man vil følge situationen tæt.
Det er dog langt fra sikkert, at giftgasangrebet vil få det internationale samfund til at reagere, selv hvis det bliver bekræftet af internationale observatører, vurderer Michael S. Lund.
- Der har været en række kemiske angreb, og nogle af dem har været undersøgt ret grundigt, og i flere tilfælde er der peget fingre mod det syriske styrer. Men det har ikke fået konsekvenser, fordi FN’s sikkerhedsråd ikke kan blive enige om, hvad der skal gøres, siger han.
Sidste oprører tilbage
Byen Douma, hvor angrebene har fundet sted, er den sidste oprørskontrollerede by i det østlige Ghouta. Den er kontrolleret af Jaish al-Islam, der er en islamistisk fraktion. Der bor titusinder i området.
Den syriske regering vil påbegynde nye forhandlinger om tilbagetrækning med Jaish al-Islam i dag, siger en officiel unavngiven kilde ifølge Reuters. Michael S. Lund fortæller, at en sådan aftale er vigtig for Bashar al-Assad.
- Det er det sidste område omkring Damaskus, som oprører kontrollerer. Man vil gerne have, at resten overgiver sig og bliver fragtet væk, så man ikke skal kæmpe fra gade til gade, siger han.
Sammen med Rusland har syriske soldater fået kontrollen tilbage over næsten hele Ghouta, efter at civile og oprørere begyndte at forlade området for en uge siden.
Der har også været indgået en aftale om tilbagetrækning af Jaish al-Islam, og i begyndelsen af denne uge blev soldater og civile evakueret i busser til det nordlige Syrien.
Men for tre dage siden stoppede evakueringen, og bombardementerne over Douma begyndte igen. Det er ifølge Michael S. Lund svært at gisne om, hvad nye forhandlinger ender med.
- Oprørerne har ingen steder at flygte hen, så det kan godt være, der kommer en aftale, men hvad den kommer til at gå ud på, det ved jeg ikke.