Kun 11 dage før det bliver afgjort, hvem der skal være USA's nye præsident, har FBI besluttet at genåbne sagen om Hillary Clintons brug af sin private email-adresse.
Det skriver blandt andet BBC.
Efterforskere har fundet nye emails i sagen, der relaterer til tiden, hvor Clinton var udenrigsminister, oplyser FBI-direktør James Comey ifølge det britiske medie.
Det skal nu efterforskes, om de indeholder fortrolige oplysninger.
I et brev sendt til Kongressen, skriver FBI-direktøren:
- I forbindelse med en ikke relateret sag, er FBI blevet klar over, at der eksisterer emails, som er relateret til efterforskningen. Jeg skriver til jer for at oplyse, at vores efterforskere orienterede mig om det her i går, og jeg er enig i, at FBI skal tage de rette efterforskningsskridt til at tillade vores efterforskere at se de her mails, skriver James Comey til Kongressen.
Det er ikke første gang, at Hillary Clinton bliver efterforsket i sagen. Tidligere har FBI's direktør udtalt, at Clinton havde været 'ekstremt skødesløs', men konkluderede samtidig, at hun ikke havde gjort noget kriminelt.
Trump: Hillary er korrupt
Hillary Clintons modkandidat til præsidentposten, Donald Trump, har allerede kommenteret, at FBI genåbner efterforskningen. Det gjorde han i en tale i New Hampshire kort efter, at nyheden kom ud.
- Hillary Clintons korruption er i en skala, vi aldrig har set før. Vi må ikke lade hende tage den her kriminelle adfærd med ind Det Ovale Kontor, siger Trump ifølge CNN.