Dagen efter Donald Trump blev taget i ed som USA's 45. præsident, gik millioner af mennesker verden over i går på gaden for at vise deres utilfredshed med indsættelsen af den 70-årige republikaner.
Der blev demonstreret, fordi kvinder, homoseksuelle, muslimer og flere andre samfundsgrupper i løbet af den amerikanske valgkamp har følt sig krænket af Donald Trumps retorik.
Den største protestmarch fandt sted i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., hvor omkring en million mennesker ifølge Ritzau deltog i arrangementet.
For meget for CNN
Berømtheder som Scarlett Johansson, Michael Moore, Cher og Madonna var til stede, og sidstnævnte lagde ikke fingre imellem, da hun gik på scenen for at tale til de fremmødte.
- Det gode vandt ikke denne afstemning, men det gode skal nok vinde til sidst. Så i dag betyder, at vi langt fra har nået slutningen. I dag er begyndelsen på vores historie. Revolutionen begynder her, tordnede den 58-årige sangerinde, som opfordrede til kamp for forandring.
- Lad os marchere sammen gennem dette mørke. Vi er ikke bange. Vi er ikke alene. Vi vil ikke bakke ud, var budskabet.
Kvinden bag hit som 'Like a Prayer', 'Vogue', 'Papa Don't Preach' og mange flere havde ikke efterladt de mindre pæne gloser derhjemme.
- Til vores kritikere, der insisterer på, at denne march ikke gør en forskel. Fuck jer. Fuck jer, lød det fra Madonna.
Bandeordet blev for meget for den amerikanske tv-station CNN, der på deres direkte transmission af begivenheden valgte at slukke for lyden på resten af Madonnas tale.
Historisk begivenhed
I København deltog op mod 5000 mennesker i går i protestmarchen, der blev kaldt Women's March, og der var demonstrationer i mere end 600 byer verden over.
Mette Nøhr Claushøj, ekstern lektor i amerikansk politik på Københavns Universitet forklarede til DR, at den verdensomspændende begivenhed var noget ganske usædvanligt.
- Det er massivt, at så mange vælger at protestere. Og det vil gå over i historiebøgerne.
- Mennesker over hele verden er rystede på grund af det, Trump repræsenterer. Han repræsenterer et ikke særligt moderne syn på kvinder og minoriteter. Alle de grupper, der har tilkæmpet sig rettigheder de senere år, siger Mette Nøhr Claushøj.
Donald Trump vandt 8. november 2016 det amerikanske præsidentvalg over demokraten Hillary Clinton.