BILLEDER Kvinder verden over går i protestmarch mod Trump

I over 600 byer i verden går folk i protestmarch efter indsættelse af Donald Trump som USA's præsident.

  • Flere af Trumps egne citater og uheldige udtalelser i løbet af valgkampen bliver anvendt som argumenter mod ham ved demonstrationerne. (Foto: © Salvatore Di Nolfi, Scanpix)
  • Over alt i verden gengives de kendte anti-Trump-citater på skilte til protestmarcherne. Som her i Amsterdam. (Foto: © ROBINUTRECHT, Scanpix)
  • Efterspørgslen på solidaritet går igen i protesterne, og ordspillet fra Hillarys valgkamp, der på dansk kan oversættes til at 'kærlighed trumfer had', er i denne sammenhæng populært. (Foto: © Javier Barbancho, Scanpix)
  • Også i Prag er kvinder gået på gaden for at protestere og støtte budskabet: "Kvinders rettigheder er menneskerettigheder." (Foto: © MARTIN DIVISEK, Scanpix)
  • Protester mod Trumps abortpolitik er også i fokus, og kritikken skinner klart igennem med ordene "Hendes krop, hendes valg." (Foto: © MARTIN DIVISEK, Scanpix)
  • Også i Rom er man samlet for at opponere mod USA's nye præsident. (Foto: © MAURIZIO BRAMBATTI, Scanpix)
  • Ligesom Trump har solgt arsenaler af merchandise til sine tilhængere, har kvindelige modstandere fået produceret t-shirts til lejligheden. (Foto: © Zach Gibson, Scanpix)
  • Demonstranter med protestskilte foran Brandenburger Tor i Berlin. (Foto: © OLIVER WEIKEN, Scanpix)
  • "Min krop, mit valg. Mit valg, min stemme". Demonstranter i Marseille i Frankrig viser deres skilte med budskaber. (Foto: © BORIS HORVAT, Scanpix)
  • Kreative ordspil med klare budskaber i Barcelona, Spanien. (Foto: © QUIQUE GARCIA, Scanpix)
  • I København gik demonstranterne fra den amerikanske ambassade til Christiansborg. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
  • De københavnske demonstranter havde også væbnet sig med skilte og stærke budskaber. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)
  • I London gik demonstranterne fra den amerikanske ambassade til Trafalgar Square i den centrale del af byen. (Foto: © Neil hall, Scanpix)
1 / 13

Gårsdagens indsættelse af Donald Trump som USA's 45. præsident fremkalder stor utilfredshed i hele verden.

Derfor deltager tusindvis af mennesker i dag i protestmarcher på gaderne i alle de 50 amerikanske stater og i 60 lande verden over.

De såkaldte 'Women's Marches' er en protest imod, at kvinder, homoseksuelle, indvandrere, muslimer og mange andre grupper har følt sig krænket under den republikanske valgkamp.

Arrangørerne oplyser på sin hjemmeside, at der vil blive afholdt 673 søstermarcher, og at der på nuværende tidspunkt er over en million mennesker, der har registreret sig som deltagere.

Se billederne fra demonstrationerne i galleriet i artiklens top.