Ledende amerikanske politikere har stor viden om Danmark.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der tidligere i dag mødtes med formanden for Senatets Udenrigsudvalg, Bob Corker, og formanden for Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, Ed Royce, forud for sit møde med den amerikanske præsident Trump i aften dansk tid.
- Det er rart at konstatere, at de har meget stor viden og stor indsigt i, hvad Danmark er for et land. De er fuldt bekendt med den rolle, vi spiller i kampen mod ISIL (terrorbevægelsen Islamisk Stat, red.), siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg synes også, at det har været gode møder, fordi det bekræfter mig i, at der ikke kommer voldsomme ændringer i USA’s udenrigspolitik, lyder det fra statsministeren.
Lars Løkke Rasmussen har blandt andet brugt møderne til at diskutere frihandel og få de to politikeres vurdering af det hold, præsident Trump har sat, der blandt andet består af udenrigsminister Tillerson og forsvarsminister Mattis.
Personlige kontakter har stor værdi
Hvad kan Danmark bruge de personlige kontakter til?
- Det har stor værdi for Danmark, at vi givet vores lille størrelse har så godt et ry og rygte, som vi har i Washington, for det har vi. Det er ikke kun skåltaler. Det har jeg fået bekræftet her til formiddag, siger Lars Løkke Rasmussen.
Den tætte personlige kontakt med amerikanske politikere er ifølge Løkke meget vigtig for Danmark af flere grunde.
- Det er vigtigt i forhold til at sikre Danmarks sikkerhed, fordi vi er i den grad afhængige af USA. Det er vigtigt i hele kampen mod terrorisme, og det er selvfølgelig også vigtigt for det økonomiske diplomati, vi udfolder i USA, siger statsministeren.
Han nævner, at USA i dag er Danmarks tredjestørste eksportmarked.
Her mødes Løkke med Ed Royce:
https://twitter.com/larsloekke/status/847452728791977985
Danmark melder sig under frihedens faner
USA optrapper sit militære engagement i Mellemøsten, blandt andet i Syrien og i Yemen. Hvis du bliver bedt om, at Danmark også skal optrappe sit militære engagement, hvad bliver svaret så?
- Det kommer lidt an på, hvordan spørgsmålet bliver stillet, og hvad det præcis dækker over, lyder det fra statsministeren.
Han understreger, at Danmark var blandt de første, der meldte sig i koalitionen til bekæmpelse af terrorbevægelsen Islamisk Stat, og at de danske jægersoldater i Irak for nylig fik mandat til at krydse grænsen til Syrien i kampen mod Isalmisk Stat.
- Det er en beslutning, som der står stor respekt for her i Washington, og det er også et udtryk for, at Danmark aldrig har været bange for at melde os under frihedens faner. Det vil vi også være fremadrettet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Følg Løkkes møde Trump her på dr.dk fra kl. 20.45 i aften.