Et opslag på Twitter har startet en større debat i USA om, hvorvidt grænsen for ytringsfrihed stopper ved Kinas grænse.
Verdens bedste basketball-liga, NBA, har givet kineserne en officiel undskyldning, efter direktøren hos NBA-holdet Houston Rockets, Daryl Morey, i sidste uge på sin Twitter-profil skrev et opslag i sympati med demonstranterne i Hongkong.
- Kæmp for frihed. Støt Hongkong, stod der i tweetet, der nu er slettet.
Debatten har siden raset i USA, og derfor var det kun naturligt, at reportere ved en presseseance spurgte verdens bedst kendte basketball-spiller Lebron James, hvad han nu også mener om det hele.
- Jeg ønsker ikke at komme i en ord- eller sætning-fejde med Daryl Morey, men jeg tror ikke, at han var informeret omkring den aktuelle situation, da han udtalte sig. Vi har alle ytringsfrihed, men til tider er der negative konsekvenser, når du ikke tænker på andre, og du kun tænker på dig selv, siger Lebron James.
På knæ for Kina?
Kineserne er blandt de største opkøbere af rettigheder til at vise basketball-kampe fra NBA. Og mange mener, at basketball-stjernen er blevet ræd for de økonomiske konsekvenser for ligaen, hvis Kina ikke længere spytter penge i foretagendet.
Og nu er fanden ellers løs i Laksegade. Såvel aktivister Hongkong, amerikanske politikere og folk på sociale medier langer ud efter basketball-stjernen:
For eksempel i dette tweet, hvor Lebron James sammen med andre amerikanske sportsstjerner sidder ned foran det amerikanske flag, men står ret med hånden på brystet foran det kinesiske.
Eller dette hvor Lebron James kan vælge mellem to knapper; én der sælger ud af frihedsrettigheder, og én der tjener ham penge i Kina. Pest eller kolera, forstår man.
Den republikanske senator fra delstaten Nebraska, Ben Sasse, beskyldte James for at være en "papegøje for kommunistisk propaganda".
Og en Twitter-bruger, der kalder sig "Freedom to HK" (Frihed til Hongkong, red.), har fundet et alternativ til det ikoniske NBA-logo, hvor en mand falder på knæ for det kinesiske flag.
Lebron James har ellers tidligere med overmåde succes brugt sin sportslige kapital til at bringe politiske sager på dagsordenen for eksempel omkring Black Lives Matter-bevægelsen og politivold over for den sorte del af den amerikanske befolkning.
James har da også været på Twitter for selv at uddybe sine bemærkninger.
- Lad mig rydde op i forvirringen. Jeg tror ikke, (at Daryl Morey, red.) overvejede konsekvenserne af tweetet. Jeg diskuterer ikke substansen. Det kan andre tale om det, skriver James.
Som kommentar til dette, minder flere Twitter-brugere ham om, at han i 2018 blandt andet skrev følgende hyldelst til Martin Luther King:
- Vores liv holder op med at betyde noget, når vi stopper med at snakke om ting, der betyder noget.
'Ville ikke fornærme nogen'
Tweet fra Rockets-ejer, Daryl Morey, der startede hele debatten, skabte ramaskrig i Kina, hvorefter direktøren med det samme valgte at slette opslaget fra sin twitter-profil.
- Det var ikke meningen at fornærme fans af Rockets eller mine venner i Kina. Jeg ytrede en tanke baseret på en fortolkning af nogle komplicerede begivenheder, skrev Daryl Morey på Twitter natten til mandag dansk tid.
NBA-holdet Rockets har stor betydning i Kina, blandt andet fordi en af landets store helte inden for sportens verden, Yao Ming, spillede for klubben i otte år frem til 2011.