Apple, South Park og NBA: Her clasher Kina med Vesten

Apple, South Park og NBA er i hver deres digitale krig med det kinesiske styre.

Verdens bedste basketball-liga, NBA, har givet kineserne en officiel undskyldning, efter en klub-direktør udtrykte sympati med demonstranterne i Hongkong. (Foto: © GREG BAKER, Scanpix)

Efter pres fra den kinesiske regering trak Apple i går appen HKmap.live tilbage.

I app'en og på hjemmesiden HKmap.likekan demonstranterne fra Hongkong holde øje med, hvor i gaderne politiet befinder sig via små ikoner, brugerne selv kan indsætte i appen som en advarsel til deres meddemonstranter.

Apple er de seneste i rækken til at mærke vrede fra det kinesiske styre. Både den amerikanske basketball-liga, NBA, og den provokerende tegneserie South Park er også blevet kritiseret af Kina.

Andreas Marklund, forskningschef ved Enigma, som forsker i post, tele og kommunikation, ser et historisk mønster i Kinas nylige reaktioner.

- Myndighederne i Kina har historisk set altid betragtet kulturelle og politiske medieprodukter, der kommer udefra via internettet, som en potentiel sikkerhedstrussel, siger han.

Kina har førhen været et land, der i høj grad var præget af overvågning blandt andet i form af telefonaflytning.

Men i takt med internettets udvikling bliver det sværere at holde øje med alt, hvad befolkningen foretager sig.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, har derfor igangsat forskellige initiativer til at overvåge befolkningen og til at bestemme, hvilket indhold kineserne bliver eksponeret for, herunder algoritmer, der kan fjerne indhold fra eksempelvis South Park.

- Men man kan ikke skjule noget på internettet fuldstændigt - information vil finde vejen frem, fortæller Andreas Marklund.

Her er de tre seneste eksempler på, at Kina clasher med vestlig kultur.

Apple

Små ikoner formet som politibiler, hundehoveder og advarselsskilte i appen HKmap.live har skabt en politisk krise mellem den kinesiske regering og it-giganten Apple.

Beskeder om hotspots i kampens hede tikker ind med minutters mellemrum i blå bokse, der indikerer tidspunktet for afsendelsen af beskeden.

- En jeep med hunde i, lyder en af beskederne på kortet.

Kortet HKmap.live, der blandt andet viser demonstranterne i Hongkong, hvor politiet er, har skabt konflikt mellem Apple og Kina. (Billede: HKmap.live)

Appen blev den 4. oktober godkendt af Apple-teamet, og derfor anklagede Kina virksomheden for at 'beskytte oprørerne'. Torsdag morgen trak Apple appen tilbage.

Konflikten mellem Apple og Kina eskalerede i denne uge, da en journalist, som arbejder på det kinesiske kommunistpartis officielle medie, People's Daily, skrev en kritisk klumme.

Appen blev ikke direkte nævnt, men budskabet var meget klart med overskriften "At beskytte oprørerne - har Apple tænkt grundigt over dette?".

- At tillade denne giftige app at florere er at forråde det kinesiske folks følelser, stod der blandt andet i artiklen.

Apple selv siger, at de begyndte at undersøge appen, efter at mange bekymrede kunder havde taget kontakt til selskabet, skriver Reuters.

Ifølge udviklerne bag HKmap.live har Apple udtalt, at "jeres app er blevet brugt på måder, der udsætter ordensmagten og indbyggerne i Hongkong for fare", skriver AFP.

Kina er et stort marked for Apple, og derfor kunne en konflikt komme til at koste it-virksomheden dyrt, hvis kineserne havde valgt at sanktionere virksomheden.

NBA

Verdens bedste basketball-liga, NBA, har givet kineserne en officiel undskyldning, efter direktøren hos NBA-holdet Houston Rockets, Daryl Morey, fredag på sin Twitter-profil skrev et opslag i sympati med demonstranterne i Hongkong.

- Kæmp for frihed. Støt Hongkong, stod der i tweetet.

Daryl Morey, som er topchef i Houston Rockets, skrev det omdiskuterede tweet i fredags. (Foto: © USA TODAY USPW, Scanpix)

Tweetet skabte ramaskrig i Kina, hvorefter direktøren med det samme valgte at slette opslaget fra sin twitterprofil.

- Det var ikke meningen at fornærme fans af Rockets eller mine venner i Kina. Jeg ytrede en tanke baseret på en fortolkning af nogle komplicerede begivenheder, skrev Daryl Morey på Twitter natten til mandag dansk tid.

NBA-holdet Rockets har stor betydning i Kina, blandt andet fordi en af landets store helte indenfor sportens verden, Yao Ming, spillede for klubben i otte år frem til 2011.

Yao Ming er det største kinesiske basketnavn nogensinde. Han har tidligere spillet i klubben Houston Rockets. Ming er i dag præsident for det kinesiske basketballforbund. (Foto: © Marcelo Del Pozo, Scanpix)

Men der er delte meninger om efterspillet af Daryl Moreys tweet.

I USA blev tilbagetrækningen af tweetet ikke mødt med glade miner. NBA er blevet beskyldt for at ignorere vestlige værdier såsom ytringsfrihed og demokrati, fordi Kina er et lukrativt marked, hvor milliarder af dollars er på spil.

300 millioner kinesere spiller basketball, og næsten 500 millioner så i 2018 en NBA-kamp på Tencents streaming-platform, der for nylig forlængede samarbejdet med NBA. Angiveligt til en værdi på over ti milliarder kroner.

South Park

I sidste uge blev et nyt afsnit sendt af den populære og provokerende 'voksen-tegneserie' South Park med to ni-årige drenge som hovedpersoner.

Episoden, som hedder 'Banned in China' (Forbudt i Kina, red.) gør grin med den kinesiske stats holdning til censur.

- Det er ikke værd at leve i en verden, hvor Kina kontrollerer vores kunst, siger en af de velkendte figurer i afsnittet med sorg i stemmen.

Mandag slettede og blokerede Kina alle episoder af tegneserien, og derudover blev alle online-diskussioner om serien på mediet Wybel også slettet. Der er derfor ingen resultater, hvis man i Kina indtaster seriens navn i søgefeltet, fortæller Andreas Marklund.

- Når den form for satire, der benyttes i South Park, kommer ind i et totalitært land som Kina, så bliver det sprængfarligt og en trussel for regimets sandhedsmonopol. I Kina kommer sandheden fra mænd i grå jakkesæt i kommunistpartiet, og den illusion revner, når kineserne får mulighed for at opleve andre måder at indrette verden på.

De to skabere af South Park, Trey Parker og Matt Stone. (Foto: © FRED PROUSER, Scanpix)

De to skabere af South Park, Trey Parker og Matt Stone, valgte på baggrund af den vrede reaktion fra Kina at sende Beijing en hilsen over Twitter, hvori de annoncerede en ny episode af det populære program.

- Vi byder den kinesiske censur velkommen. Vi elsker også penge højere end frihed og demokrati - længe leve det mægtige kinesiske kommunistparti, står der blandt andet i tweetet.