Koncerten i Manchester Arena med pop-artisten og teenage-idolet Ariana Grande var kun lige blevet færdig, da der lød en stor eksplosion i forhallen.
Ifølge britisk politi er 22 personer dræbt ved eksplosionen, og 59 mennesker er såret.
Angrebet efterforskes som en formodet terrorhandling, og det fordømmes af både danske og internationale politikere.
- Jeg er forfærdet over det usle angreb i Manchester. Uskyldige mennesker, heraf mange unge, mistede livet, mens de var sammen til en koncert. Familier er i nat blevet slået i stykker, og det er simpelthen så tragisk og meningsløst at tænke på, siger den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen.
Den britiske dronning Elizabeth har ved middagstid sagt, at hun har den dybeste sympati for ofrene for angrebet.
- Hele nationen er chokeret over så mange døde og sårede mennesker, voksne og børn, der bare var der for at nyde en koncert, siger hun.
EU-kommissionens præsident, Jean Claude-Juncker siger i en udtalelse, at:
- Det knuser mit hjerte at tænke på, at terrorismen igen har forsøgt at indgyde frygt, hvor der skulle være glæde, og sået splid, hvor unge mennesker og familier skulle stå sammen om fest, siger Jean Claude-Juncker ifølge nyhedsbureauet AP.
- I dag sørger vi med jer. I morgen arbejder vi side om side med jer om at bekæmpe dem, der forsøger at ødelægge vores måde at leve på, siger han.
- Tyskland står ved jeres side
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger også, at angrebet 'kun vil styrke vores beslutsomhed om at blive ved med at stå sammen med vores britiske venner mod dem, der planlægger og udfører så inhumane gerninger'.
- Jeg forsikrer folket i Storbritannien om, at Tyskland står ved jeres side.
For franskmændene vækker angrebet minder om begivenhederne i Paris i efteråret 2015, hvor 129 mennesker blev dræbt - blandt andet på spillestedet Bataclan, hvor koncertgæster blev taget som gidsler af gerningsmændene.
- Den mest kujonagtigte form for terrorisme har ramt endnu engang - ligesom i Paris for mere end et år siden - med et spillested som mål, siger den franske premierminister, Eduoard Philippe til Reuters.
Den nyvalgte præsident Emmanuel Macron udtrykker i en udtalelse sympati med Storbritannien og understreger, at Frankrig vil fortsætte samarbejdet med Storbritannien i kampen mod terrorisme.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sender sine 'dybeste kondolencer' fra Vestbredden i Jerusalem.
Britisk politi har endnu ikke fastslået, at der er tale om terrorism, men på et pressemøde har en talsmand fortalt, at gerningmanden havde medbragt en sprængladning, som sandsynligvis var en selvmordsbombe, til koncerten.
- Hav ofrene og deres familier i jeres tanker
Nyheden om angrebet i Manchester er også nået til den anden side af Atlanten, hvor den canadiske premierminister, Justin Trudeau, ligeledes har sendt ofre og pårørende en besked på vegne af Canadas befolkning:
- Canadierne er chokerede over nyheden om det forfærdelige angreb i Manchester. Hav ofrene og deres familier i jeres tanker, skriver han på Twitter.
Beskederne på Twitter fortsætter fra en lang række statsledere, ministre og borgmestre, der kalder angrebet alt fra 'barbarisk', 'forfærdeligt' og 'hjerteskærende'.
- Hjerteskærende nyheder fra Manchester. Mine tanker er med alle dem, der har mistet deres elskede eller er blevet såret i dette barbariske angreb, skriver Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon.
Indiens premierminister, Narenda Modi, sender sine bønner til de sårede:
- Smertet af angrebet i Manchester. Vi fordømmer det på det kraftigste. Vores tanker er med familierne til de dræbte og vores bønner med de sårede, skriver han på Twitter.
Den britiske valgkamp indstillet
Ifølge russiske statsmedier har Ruslands præsident, Vladimir Putin, sendt en kondolence til Theresa May:
- Vi fordømmer på det kraftigste den kyniske, inhumane handling. Vi håber, at bagmændene ikke slipper fra den straf, de har fortjent, siger han ifølge det russiske medie RIA Novosti.
Den britiske premierminister, Theresa May, kalder angrebet for en afskyelig terrorhandling.
Angrebet i Manchester rammer, få uger inden det britiske parlamentsvalg 8. juni, og ifølge en talsmand for Theresa Mays parti, Det Konservative Parti, er valgkampen indstillet i dag.