Britisk politi: En mand udløste sprængladning ved koncert

Der er børn blandt de dræbte, oplyser politiet.

Eksplosionen fandt sted få minutter efter, at koncerten med den amerikanske sangerinde Ariana Grande sluttede. (Foto: © Nigel Roddis, Scanpix)

Det var en enkelt gerningsmand, der stod bag eksplosionen i i foyeren til Manchester Arena i aftes klokken cirka 22.30 lokal tid.

Den endnu ikke identificerede gerningsmand detonerede ifølge myndighederne en sprængladning og blev dræbt under angrebet.

Det oplyser det britiske politi på et pressemøde for kort tid siden.

Politiet oplyser samtidig, at dødstallet er opjusteret til 22 dræbte. Myndighederne er endnu ikke villige til at komme med detaljerede oplysninger om de dræbte, men bekræfter, at der er børn blandt ofrene.

Omkring 60 personer blev såret ved angrebet.

Det er endnu uvist, om gerningsmanden handlende på egen hånd, oplyser politiet, som efterforsker hændelsen som et terrorangreb. De opfordrer samtidig befolkningen til ikke at spekulere i gerningsmandens identitet.