Langkilde efter omstridt FBI-fyring: Hold igen med de hurtige konklusioner

Alverdens medier spekulerer lige nu i, hvorfor Donald Trump valgte at fyre FBI-chefen.

Demonstranter protestrer foran det Hvide Hus over beslutningen om at fyre FBI-chefen James Comey, der var i gang med en undersøgelse af mulige forbindelser mellem Rusland og Trump-kampagnen. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Omtrent et døgn efter, at USA's præsident, Donald Trump, fyrede chefen for FBI, James Comey, er der fortsat masser af spekulationer om baggrunden for fyringen.

Avisen New York Times skriver blandt andet på baggrund af flere anonyme kilder, at den forhenværende FBI-chef få dage før han blev fyret, bad om flere ressourcer til FBI’s undersøgelse af mulige forbindelser mellem Rusland og Trump-kampagnen.

Avisen skriver dog samtidig, at det ikke er et håndfast bevis for, at det skulle have haft indflydelse på fyringen af Comey.

Ifølge DR’s USA-korrespondent, Johannes Langkilde, er det blot én blandt flere historier, som lige nu anfægter Trumps officielle begrundelse for, hvorfor FBI-chefen skulle fyres.

Og der vil givetvis komme flere i de næste par dage. Man skal dog være varsom med at drage for hurtige konklusioner, lyder det fra Langkilde.

- Nu pibler det ud med oplysninger såsom, at James Comey bad om flere penge. Nogle peger på, at Trump med fyringen ville af med Comey, fordi han åndede Trump i nakken, siger Johannes Langkilde med henvisning FBI's undersøgelse af et muligt samarbejde mellem Trump-lejren og den russiske regering.

- Men man skal huske, at der også er valide argumenter for fyringen, fordi Comey blev afhørt forleden og kom med forkerte oplysninger under ed, siger han.

Comey overdrev antal af e-mails

Det var under en høring i Senatets efterretningskomité, at Comey overdrev antallet af e-mails, som den tidligere Hillary Clinton-rådgiver Huma Abedin skulle have videresendt til sin eksmand, Anthony Weiners, bærbare computer.

Det er blot en af de omstændigheder, der bliver set som afgørende for, at Trump fyrede FBI-chefen.

- Var det så en fejl, som Trump har grebet med kyshånd og bruger i et fordækt ærinde eller ej? Der er det, der bliver diskuteret lige nu. Men afsættet for at fyre Comey har reelt fundet sted, siger Johannes Langkilde.

Han tilføjer, at der i forvejen var stor utilfredshed med Comey blandt republikanere, fordi han i juli sidste år valgte ikke at anbefale en decideret sigtelse af demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, i forbindelse med hendes e-mail-skandale.

Splittelse blandt republikanere

Blandt demokrater er der udtalt skepsis over fyringen af FBI-chefen. Her ser mange det som et forsøg på at afspore FBI’s efterforskning af Trump-administrationens mulige forbindelser til Rusland.

Blandt republikanerne har flere senatorer tilsluttet sig Demokraternes ønske om en ny efterforskning under en uafhængig anklager.

Men den altovervejende del af de republikanske repræsentanter er glade for Trumps fyring af Comey, fortæller Johannes Langkilde.

Den næste tid vil derfor afgøre, hvorvidt Trumps kritikkere har held til at samle opbakning til ønsket om en ny undersøgelse. Og utilfredsheden over fyringen af James Comey vil med al sandsynlig føre til, at nye beskyldninger i sagen ser dagens lys.

- Trump-administrationen er i forvejen voldsomt utilfredse med de mange læk - for der har vitterlig været mange læk - og man kan sagtens forstille sig, at det her kun vil inspirere endnu flere til at lække oplysninger, fordi der i forvejen er en meget trykket stemning i efterretningsmiljøet, fortæller DR’s USA-korrespondent Johannes Langkilde.