Verden kom i går aftes et skridt nærmere en global klimaaftale, da alle landene nikkede ja til den seneste forhandlingstekst.
Men det betyder ikke, at en aftale allerede er i hus, siger DR’s globale korrespondent, Steffen Kretz, der er i Paris for at dække forhandlingerne, der efter planen skal slutte fredag aften.
- Der er en optimisme og et momentum i forhandlingerne, som jeg ikke før har set de år, hvor jeg har fulgt området. Men det er trods alt for tidligt at lade champagnen springe, siger han.
Forhandlerne var i gang frem til klokken fem i morges. Der kom dog ikke for alvor et gennembrug på de væsentligste områder, fortæller Steffen Kretz.
- Spørgsmålene er stadig, hvor meget verden skal reducere udledningerne med, hvor hurtigt det skal gå, og hvem der skal betale for de skader, som opvarmningen under alle omstændigheder forvolder især i de fattige lande, siger han.
Men hvad er det, der er op og ned i de store knaster?
1) Hvor meget må temperaturen stige?
FN’s mål er, at klodens temperatur kun må stige med to grader celsius frem mod år 2100. Det vil sige to grader i forhold til gennemsnitstemperaturen før den industrielle revolution for godt 150 år siden.
Flere af verdens ø-stater har dog presset på for, at målet blev sænket til 1,5 grader. Ellers risikerer de at forsvinde i vandmængderne, når vandstanden i havene stiger som følge af den globale opvarmning.
I den seneste forhandlingstekst er der listet tre muligheder op, som verdens lande skal tage stilling til: Skal det være ”under”, ”langt under” to grader – eller skal det officielle mål ændres til 1,5 grader celsius?
- Ingen af de temperaturmål kan nåes med den aftale, der nu tegner sig. Men landene skal blive enige om ambitionen på længere sigt. Det er et vigtigt signal at sende og et punkt, det er svært at blive enige om, siger Steffen Kretz.
2) Hvilket ansvar har de rige og de fattige lande for klimaforandringerne?
Det er historisk set de rige, industrialiserede lande som Danmark, USA og Storbritannien, der har stået for den store CO2-udledning.
Derfor har de lande også erkendt, at de har et særligt ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne og hjælpe de fattige lande økonomisk med at tilpasse sig dem.
Men Kina, som i FN-regi betragtes som et udviklingsland, er i dag verdens største udleder af drivhusgasser, og samlet set står udviklingslandene for to-tredjedele af verdens udledninger. Derfor mener de industrialiserede lande, at udviklingslandene også har et ansvar.
I udkastet fra i går står der, at landene har ”fælles, men differentierede ansvar” for klimaforandringerne.
Og ifølge Steffen Kretz er det netop ordet ”fælles”, der bliver vigtigt i afsluttende forhandlinger.
- Kina har på en række punkter vist villighed til at gøre noget, også selv om det koster penge. Men Kina insisterer på at forblive i gruppen af verdens U-lande, der skal modtage penge fra de rige lande, selvom Kina har gennemgået en rivende økonomisk udvikling i de sidste 20 år, siger han.
Det franske formandskab forsøger nu at finde formuleringer, der på én gang lader Kina forblive i gruppen af udviklingslande og samtidig pålægger landet at være med til at betale regningen for den globale opvarmning.
- Det er en svær balancegang, siger Steffen Kretz.
3) Hvordan skal landene kontrollere hinandens klimamålsætninger?
Stort set alle verdens lande har meldt ind, hvor meget de helt frivilligt vil sænke deres CO2-udledninger med. Det er de mål, som en klimaaftale i givet fald vil komme til at bygge på.
Det store spørgsmål er nu, hvordan verdens lande kan holde øje med hinanden og sikre, at de hver især fører målene ud i livet?
Der findes som bekendt intet FN-politi, der kan stille verdenslederne til ansvar, hvis de ikke lever op til deres egne klimaløfter. Og flere lande ønsker ikke, at andre lande skal se dem over skuldrene.
Men især EU-landene og USA har presset på for, at der skal komme et mere konkret måleinstrument, så de kan sikre sig, at der ikke er nogen, som snyder på klima-vægten.
- Der kommer ikke nogen juridisk bindende aftale i Paris. En aftale vil være baseret på frivillighed og måske en moralsk forpligtelse til at være med til at gøre noget. Men historien viser, at det er afgørende, at landene er enige om, hvordan udledningerne måles og indrapporteres. Så der er en fælles fornemmelse af ansvar for at overholde løfterne, siger Steffen Kretz.
4) Hvordan skal man hjælpe lande, som bliver ramt af hårdest af klimaforandringerne?
Landene forhandler lige nu om en aftale, der kan være med til at bremse klimaforandringernes effekt på verden. Men ligegyldigt hvad, de når frem til i Paris, er der nogle steder i verden, der vil opleve uoprettelige klimaforandringer.
Her er landene blevet enige om, at de skal have erstatning for de tab. Men hvor stor skal den erstatning være?
- Det blev besluttet ved COP15 i København, at der fra 2020 skal været en pulje på 100 milliarder dollars hvert år til at hjælpe de fattigste lande med at tilpasse sig - eksempelvis bygge diger og gå over til andre kornsorter - og til at gå over til grønne energikilder, siger han og fortsætter:
- Det svære spørgsmål er, hvilke lande der skal bære den største byrde, og hvordan indbetalingerne gøres op. Det er måske ét af de vanskeligste spørgsmål at nå til enighed om lige nu, siger Steffen Krez.
Det franske formandskab forventes at fremlægge et nyt udspil for forhandling klokken 15.00 i dag.