Du kan lige så godt forberede dig på, at de næste par uger kommer til at handle om smeltende isflager, drivhusgasser i atmosfæren og politiske slåskampe mellem verdens rige og fattige lande.
FN holder nemlig klimatopmøde i Paris, og mange krydser fingre for, at landene denne gang kan blive enige om en klimaaftale, som kan sætte en stoppe for den globale opvarmning.
Men hvorfor er det, at lige netop det her klimatopmøde er så vigtigt? Og hvad er det nu, CO2 betyder?
DR Nyheder giver dig her svar på de vigtigste spørgsmål:
Hvad går klimakonferencen ud på?
Når verdens lande mødes i Paris, skal de prøve at blive enige om en ny klimaaftale, der kan bremse den globale opvarmning.
På bare 150 år er kloden blevet næsten én grad varmere. Og stort set alle klimaforskere er i dag enige om, at vi har selv har været skyld i den temperaturstigning.
Vi udleder nemlig alt for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren, når vi eksempelvis kører på arbejde, skal have mad på bordet og varme i vores radiatorer.
Det er alt sammen med til at varme kloden op, og derfor bliver vi nødt til at skære drastisk i vores udledning, hvis vi skal undgå, at jorden ikke bliver mere end to grader varmere inden 2100.
Ellers kan klimaforandringerne, der allerede i dag er skyld i oversvømmede byer, udtørrede marker og omfattende skovbrande, få uoverskuelige konsekvenser for os alle.
Hvornår sker det?
COP21 - som klimakonferencen formelt set hedder - går i gang mandag den 30. november og slutter fredag den 11. december.
På papiret i hvert fald, for topmøder som dette har det med at se stort på deadlines, når først forhandlingerne spidser til.
Det er FN, der står bag konferencen, mens det er den franske regering, der som vært skal stå for alt det praktiske.
Og det bliver lidt af en opgave, for COP21 ser ud til at blive en af de største og mest omfattende konferencer, der nogensinde er blevet afholdt i Frankrig.
Kommer Obama, Løkke og de andre verdensledere?
Ja, men kun til åbningen.
Det bliver derimod miljø- og klimaministrene, der skal prøve at forhandle den endelige aftale på plads hen imod slutningen af konferencen.
Udover politikerne kommer der også et rend af embedsmænd, forskere, klimasagsforkæmpere, topchefer, kongelige og ikke mindst journalister, der skal rapportere fra konferencen.
Det franske Udenrigsminsterium regner med, at mere end 40.000 personer vil deltage i løbet af de to uger.
Hvorfor skulle det lykkes landene at blive enige om en aftale i Paris?
Fordi der lige nu er en politisk vilje til at gøre noget.
Rekordmange lande - ikke mindst sværvægtere som USA og Kina - har meldt ud, at de gerne vil have en global aftale, som kan gøre noget ved den globale opvarmning.
De er dog langt fra enige om, hvordan en aftale skal se ud, og hvor ambitiøs den skal være, men folk er optimistiske.
Samtidig er presset for at nå en klimaaftale taget til i de seneste år. Ikke mindst fra erhvervslivet og industrien, der gerne vil have nogle klare klimasignaler fra politikerne.
Der er dog ikke ikke første gang, at landene prøver at få løst klimaproblemerne. Det har de stort set prøvet på siden 1995, hvor den første COP-konference løb af stablen i Berlin.
Og det er bestemt heller ikke første gang, at forventningerne er blevet skruet godt og gevaldigt op. Bare tænk på konferencen i København, der som bekendt endte uden nogen aftale.
Men er klimaforandringerne menneskeskabte?
Klimaet har altid ændret sig, og der er intet unormalt i, at termometret tager nogle gevaldige sving op og ned. Under den seneste istid var kloden eksempelvis omkring fem grader koldere end i dag.
Men ifølge videnskaben er det næsten 100 procent sikkert, at den temperaturstigning på 0,9 grader, som vi har oplevet siden industrialiseringen gik i gang i sidste del af 1800-tallet, er menneskeskabt.
Det er der heller ingen lande, som sætter spørgsmålstegn ved, og derfor vil der ikke blive brugt tid på at diskutere det ved forhandlingsbordet i Paris.
Hvorfor stiger temperaturen?
Fordi vi udleder for store mængder af drivhusgasser som metan, lattergas og ikke mindst CO2, når vi brænder fossile brændsler som olie, gas og kul af for at holde gang i vores fabrikker, kraftværker og fly.
Drivhusgasserne er egentlig helt naturlige luftarter, som er med til at holde på jordens varme, når de ligger sig i atmosfæren. Hvis de ikke var der, ville klodens temperatur ligge på omkring 19 grader under frysepunktet.
Men jo større koncentrationen af drivhusgasser er i atmosfæren, des sværere er det for jordens varme at nå ud i verdensrummet, og derfor er temperaturen på kloden gradvist steget.
I dag stammer 85 procent af verdens energiforbrug fra olie, gas og kul, og derfor skal der tænkes kreativt, hvis de brændsler skal fases ud.
Vi skal blive bedre til at bruge vedvarende energikilder som vindmøller og solceller. Men vi skal også blive bedre til at udnytte energien, så mindre går tabt i processen, og forbedre de kulkraftværker, som allerede findes i dag.
Hvad skal landene blive enige om?
Hvordan vi undgår, at jordens gennemsnitstemperatur kommer til at stige med mere end to grader celsius inden år 2100. Det vil sige to grader i forhold til tiden før industrialiseringen.
Det er ifølge FN's klimapanel smertegrænsen for, hvad vi kan håndtere, uden at det får uoverskuelige konsekvenser for os.
Bliver det varmere, vil der komme endnu mere forurening og ekstremt vejr såsom orkaner og tørke. Derudover vil vandstanden i havet vil stige så meget, at det bliver helt umuligt at bo langs de nuværende kyster. Også i Danmark, som allerede nu kan se frem til varmere vintre, flere skybrud og lunere sommeraftener.
Det er faktisk der, vi er ved at bevæge os hen nu. Hvis vi bliver ved med at forurene lige så meget, som vi gør i dag, vil temperaturen ifølge FN's klimapanel stige med mellem 3,7 og 4,8 grader i løbet af dette århundrede.
Derudover der regningen for klimaforandringerne: Hvor stor bliver den, og hvem skal betale?
Er det de rige, industrialiserede lande som Danmark, USA og Storbritannien, der indtil videre har udledt flest drivhusgasser, og som historisk set har nydt godt af det? Eller skal ulandene også spæde til?
Hvor er knasterne?
Hvordan skal verdens langsigtede klimamål se ud? Hvor ofte skal målet strammes? Og hvordan tjekker man, at landene rent faktisk gør det, de lover?
Det er nogle af hovedknasterne ved forhandlingsbordet.
Til gengæld ser det ikke ud til, at der kommer de store sværdslag om, hvor meget de enkelte lande skal skrue ned for deres CO2-udledning. Det var ellers et af de helt store spørgsmål under klimatopmødet i København.
Det skyldes, at at mere end 175 lande allerede har meldt ud, hvor meget de helt frivilligt vi reducere deres CO2-udledning med, og det er de klimaplaner, en aftale kommer til at bygge på.
Det er dog langt fra nok, hvis temperaturen kun skal stige med to grader.
Men i stedet for at presse nogle krav ned ovenfra, har det denne gang været vigtigt for FN at sikre, at landene frivilligt vil være med. Så må man bygge ovenpå senere.
Hvad med pengene?
De rige lande er blevet enige om at oprette “Den Grønne Fond”, som skal bruges på klimaprojekter i de fattigste lande. Derudover har landene sagt ja til at bruge 100 milliarder dollars - godt og vel 700 milliarder kroner - om året fra 2020 på klimaindsatser i udviklingslandene.
Der er dog langt fra ord til handling, og mange lande ønsker også, at det private erhvervsliv også skal bidrage. Samtidig mener flere lande - heriblandt Danmark - at store vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien også skal bidrage. Det behøver de nemlig ikke i dag, da de stadig bliver betegnet som ulande i FN-systemet.
Omvendt mener udviklingslande, at der skal endnu flere penge i kassen, hvis de skal kunne bekæmpe og tilpasse sig klimaforandringerne. Mange lande vil også have en erstatning for de klimaforandringer, som de rige lande historisk set har været skyld i.
Det er dog ikke noget, de rige lande umiddelbart er enige i, og bliver pengespørgsmålet en af de helt store knaster ved forhandlingsbordet.
Hvordan kommer aftalen til at se ud?
Det er endnu for tidligt at sige.
FN har sagt, at de går efter en juridisk-bindende aftale, der forpligter landene til at reducere deres CO2-udledning.
Hvis det ender med en masse politiske hensigtserklæringer uden konkrete krav, er der mange der frygter, at nogle lande bare snylter og lader andre trække klimalæsset.
Det vil samtidig sende et stærkere signal til omverdenen og de private investorer, hvis landene bliver enige om en juridsk bindende aftale, lyder det fra FN.
Det bakker Danmark og resten af EU-landene op om, mens lande som USA og Kina blankt afviser det. Spørgsmålet er derfor, om de kan lande en aftale, der ligger midt imellem.
Hvem skal du holde øje med under topmødet?
Alle lande skal være helt enige, før man kan få vedtaget en FN-aftale. Der kommer dog til at være ekstra meget fokus på USA, Kina og EU-landene, der står for omkring halvdelen af verdens CO2-udledning.
Derudover kommer Kina sammen med Indien til at spille en afgørende rolle under forhandlingerne. De er begge tunge spillere, og de mener fortsat, at de industrialiserede lande har et særligt historisk ansvar for klimaforandringerne, som de også skal betale for. Derfor er der en risiko for, at de kan få forhandlingerne til at kuldsejle, hvis de bliver utilfredse.
Samtidig er der en række lavtliggende ø-nationer, der mener, at det nuværende to-graders-mål er alt for uambitiøst. De lande vil nemlig blive hårdt ramt, når vandstanden stiger, og derfor vil de have et temperaturmål på 1,5 grader celsius. Det kan også skabe problemer under forhandlingerne.
I modsætning til klimatopmødet i København, hvor den danske regering var vært, kommer Danmark dog ikke til at spille nogen væsentlig rolle denne gang. EU forhandler på Danmarks vegne, og derfor bliver vi ikke vigtige ved forhandlingsbordet.
Men vi kan derimod få en mere uformel rolle som eksempelvis brobygger til nogle af de fattigere udviklingslande, som vi igennem årenes løb har udviklet et godt forhold til.
Kilder: Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, Energistyrelsen, DMI, FN's klimapanel (IPCC), Concito, Jesper Theilgaard, NASA m.fl.