Korrespondent: Tyske socialdemokrater i chok efter historisk valgnederlag

Tyske socialdemokrater er rystede efter dårligste EU-valg nogensinde.

Den tyske kansler Olaf Scholz ankommer i dag til bestyrelsesmøde i sit parti ovenpå det dårligste EU-valg nogensinde for tyske SPD. (Foto: © Markus Schreiber, Ritzau Scanpix)

- Vi er gået 50 procent frem, og i den østlige del af landet er vi nu stærkeste politiske kraft.

Hvor ville den unge socialdemokratiske generalsekretær, Kevin Kühnert, gerne have kunnet sige sådan på valgaftenen søndag.

Men det var den ene af højrepartiet Alternative für Deutschland, AfDs to formænd, Alice Weidel, der kunne triumfere på den måde.

Nu måtte en nedslået Kühnert i stedet indrømme, at resultatet "sårer det socialdemokratiske partis stolthed".

Og hvis så socialdemokraterne bare skulle pleje en krænket stolthed over kun at have fået sølle 13,9 procent af stemmerne i Tyskland, men det var værre endnu. Med 15,9 procent blev AfD klart større og kun overgået af de tyske konservative fra CDU.

De unge stemmer AfD

Og det er nok det værste for de regerende socialdemokrater, for de har ført en valgkamp bygget op om, at deres parti er antitesen til netop AfD.

Smerteligt er det også for socialdemokraterne at se, hvem der svigtede dem. I høj grad Tysklands unge, som de ellers har givet større indflydelse og magt ved at sænke valgretsalderen fra 18 til 16 år.

Altså, kun knap 14 procent af de tyske vælgere stemte på socialdemokraterne. Men af de unge var det kun 9 procent. Hele 17 procent af de unge stemte på AfD.

Alle partier har en tidligere leder eller minister, som fra en tilbagelænet position som forhenværende roser eller revser – som regel revser – sit gamle parti med mellemrum.

Sådan én har socialdemokraterne i partiets tidligere partiformand og udenrigsminister Sigmar Gabriel.

- Nu må vi socialdemokrater finde ud af, hvad vi gør galt. Det må være en hel del. Har vi modet til det? spurgte Gabriel på X.

Scholz bekymret over højredrejning

Kansler Scholz har endnu ikke kommenteret sit partis nedtur men bare udtrykt bekymring over højredrejningen. Det vil hverken være nok for hans forgænger, hans partifæller eller partiets vælgere.

Et par af den konservative oppositions ledende skikkelser, som DR talte med i CDUs partihovedkvarter på valgaftenen – bl.a. partiets magtfulde ”indpisker” i Forbundsdagen, Thorsten Frei – pegede på socialdemokraternes uvilje til at føre en strammere udlændingepolitik som afgørende for nederlaget.

Thorsten Frei (CDU), medlem af den tyske Bundestag, mener at de tyske socialdemokrater bør stramme på udlændingeområde som deres danske partifæller har gjort. (Foto: © Bernd von Jutrczenka, Bernd von Jutrczenka/picture-alliance/dpa/AP Images)

Frei mente, at AfD vil forblive en magtfaktor, så længe socialdemokraterne ikke følger de danske socialdemokraters eksempel. Sidste år kom der over 300.000 asylansøgere til Tyskland. Til Danmark kom der under 3.000.

Andre, mere uvildige iagttagere har i dag andre forklaringer. At det er et udslag af, at SPD er den upopulære regerings største parti.

Er det Scholz' egen skyld?

Andre mener, at partiformanden og regeringschefen selv må bære en stor del af skylden. Olaf Scholz var ganske vist ikke selv på valg og stod ikke på stemmesedlen, men hans ansigt har prydet plakater overalt i landet med den rutinerede, men også farveløse socialdemokratiske spidskandidat Katarina Barley.

Den tyske kansler Olaf Scholz og SPDs spidskandidat Katarina Barley ved et møde 10. juni efter det nedslående valgresultat til SPD. (Foto: © Sean Gallup / POOL, Ritzau Scanpix)

Scholz havde faktisk ikke behøvet – som blandt andet avisen Die Zeits politiske redaktør noterer - at have stillet sig så tydeligt bag en åbenlyst svag kandidat, som han gjorde. Ingen tvang ham til at risikere at gøre Katarina Barleys forventelige nederlag til sit. Men det valgte han.

Vigtige valg i øst

Tysklands regerende socialdemokrater er i dyb krise og rådvilde efter EU-valget. Og de har ikke længe til at finde ud, hvad de skal gøre for at vinde nogle af de mange vælgere tilbage, de har mistet.

Allerede i september er der tre vigtige valg i delstater i det østlige Tyskland. Ved valget i går blev AfD det største i alle tre.

Og senest til næste efterår skal der være valg til det tyske parlament, Forbundsdagen. Lige nu er det svært at forestille sig, men hvis Olaf Scholz formår at genrejse sit parti og vinde det valg, vil det være et politisk comeback af en anden verden.

Forbundskansler Olaf Scholz siger selv mandag aften om den yderste højrefløjs fremgang:

- Det må vi bekymre os om. Man må aldrig vænne sig til det, og det må altid være opgaven at skubbe dem tilbage igen.

Alle de tre tyske regeringspartier gik tilbage, mens det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) gik frem.

Lyt til DRs podcast 'Genstart' om "problembarnet", som de tyske vælgere elsker