Højrefløjen stormer frem: 35 år efter murens fald er Tyskland delt på ny

Det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland får markant valgsejr i Østtyskland.

De gamle blokke blev tegnet op igen, da tyskerne afgav deres stemmer til Europaparlamentsvalget. (Foto: © Grafik: Morten Foged)

Til Europaparlamentsvalget i går blev stregerne mellem det gamle Øst- og Vesttyskland tegnet op på ny.

Højrefløjspartiet AfD (Alternative für Deutschland, red.) blev den helt store stemmesluger i Østtyskland, mens det største parti i Vesttyskland blev unionspartierne CDU/CSU.

Kortet over tyskernes stemmeafgivning er bemærkelsesværdigt, fortæller DRs tysklandskorrespondent Steen Nørskov.

- Kortet viser, at AfD nu er det største (i alle delstaterne) i det gamle Østtyskland. Det er en del af Tyskland, hvor AfD fra partiets start har stået stærkt. Som Tino Chrupalla, den ene af AfD’s to formænd har sagt, er det historisk.

Tyskernes stemmeafgivning tegnede øst- og vestblokken op igen. (Foto: © Kort fra Tagesschau, Tagesschau / Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen DR Nyheder, DR Nyheder)

Steen Nørskov vurderer, at AfD har formået at overbevise om, at partiet er mest optaget af de tre temaer, som mange østtyskere er bekymrede for; den dårlige tyske økonomi, indvandring og Tysklands store militære støtte til Ukraine.

- Særligt i Østtyskland, det tidligere kommunistiske DDR, er der en stor del af befolkningen, som har en vis sympati for Rusland. Derfor mener de, at det er en kæmpe fejltagelse, når den tyske regering og den konservative opposition i dag støtter militær hjælp til Ukraine. AfD ønsker et totalt stop for støtten til Ukraine.

Østtysk mindreværd

Østtyskland har været AfD's højborg, siden partiet blev grundlagt. Partiet vokser også i Vesttyskland, men her er unionspartierne CDU/CSU altså fortsat de største.

Steen Nørskov finder forklaringen på AfDs store fremgang i det kapitel af den tyske historie, der blev skrevet omkring murens fald.

- AfD har formået at appellere til østtyskernes følelse af at blive overset og ladt i stikken. Mange af østtyskerne oplevede, at deres land blev overtaget af de 'rige og arrogante vesttyskere', da muren faldt.

- Da genforeningen kom, så oplevede østtyskerne, at de store statslige virksomheder blev tømt for værdier og gennemgik en rationalisering, der ofte var drevet af private virksomheder med base i Vesttyskland. Østtyskerne betalte prisen for effektiviseringen.

AfD formår at tale til de mange østtyskere, der stadig føler sig som andenklassesborgere i deres eget land, forklarer Steen Nørskov.

Steen Nørskov (tv) er DRs korrespondent i Tyskland. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix)

Et splittet højre

Selvom AfD kan sende flere medlemmer til Europa-Parlamentet, er det ikke sikkert, at de får mulighed for at sætte store aftryk på den førte politik i EU.

- Der er tvivl om, hvorvidt AfD kan omsætte den store fremgang til indflydelse i EU. Den gruppe i parlamentet, som AfD er i (Identitet og Demokrati), smed AfD ud af gruppen. AfD hører til det yderste af det yderste højre.

- Det succesfulde tyske højreparti står derfor uden gruppe i parlamentet. Den proces, der går i gang nu, hvor grupperne i parlamentet skal konstituere sig, bliver afgørende for, at partiet kan omsætte de ekstra mandater til politisk indflydelse, siger Steen Nørskov.