Alternative für Deutschland (AfD) er ikke længere en del af gruppen Identitet og Demokrati i Europa-Parlamentet, som er den gruppe, Dansk Folkeparti sidder i.
AfD er blevet smidt ud, oplyser ID-gruppen i en pressemeddelelse.
Gruppen, der er en samling af parlamentets højrefløjspartier, siger, at man ikke vil associeres med "hændelser, der involverer Maximilian Krah".
Krah er AfD's spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet i juni. Han har den seneste tid fået en masse opmærksomhed - mest af den negative slags.
I et interview med den italienske avis La Repubblica har Maximilian Krah sagt, at han "aldrig vil sige, at enhver mand iført en SS-uniform automatisk var en kriminel." SS refererer til SS-officererne under det nazistiske styre i Tyskland.
Tidligere på måneden blev en af Krahs ansatte på hans kontor i Bruxelles anholdt og er under mistanke for at være spion for Kina. I den forbindelse blev Krahs kontor også ransaget.
Ikke overrasket over udviklingen
Ekskluderingen kommer ikke som den helt store overraskelse, siger Per Bang Thomsen, der er DR’s EU-reporter.
Det skyldes blandt andet, at Marine Le Pen, der står i spidsen for det franske højreparti Rassemblement National, siden årsskiftet har indikeret, at hun ikke vil sidde i gruppe med AfD.
- Den melding skyldes, at Le Pen har blikket rettet mod det franske præsidentvalg i 2027 og har i de senere år gjort meget for at gøre sit parti mere mainstream for at trække flere vælgere til, fortæller Per Bang Thomsen.
- Og så nytter det ikke at sidde i gruppe med én, der siger den slags ting, siger han med henvisning til Maximilian Krahs SS-udtalelser.
Ifølge Per Bang Thomsen viser ekskluderingen, at den europæiske højrefløj er i opbrud, fordi partierne er ved at finde ud af, hvordan de skal placere sig rent politisk.
- Flere af partierne på den yderste højrefløj heriblandt Italiens Brødre, som den italienske premierminister, Giorgia Meloni, står i spidsen for, vil gerne have mere indflydelse efter EP-valget og dermed trække Europa-Parlamentet mod højre. Det her er nok bare første brik i en kædereaktion, siger Per Bang Thomsen.
- De nuværende grupper på højrefløjen kommer nok til at se anderledes ud efter valget, siger han.