Nordkorea er ude med den helt rigtige reaktion ovenpå den amerikanske aflysning af det planlagte topmøde 12. juni.
Sådan lyder det fra DR's Asien-korrespondent, Philip Khokhar, efter Nordkorea sent i nat besvarede præsident Donald Trumps åbne brev om aflysningen med beklagelse og en udstrakt hånd.
Aflysningen af topmødet er "uventet og meget beklageligt", men Nordkorea er parat til "på ethvert tidspunkt og ethvert sted at sætte sig ansigt til ansigt" med USA.
Hele teksten i svaret er lagt på Twitter af Wall Street Journals bureauchef i Seoul.
- Nordkoreanerne spiller "spillet" utroligt godt lige nu. Den reaktion vi har set til formiddag fra den nordkoreanske viceudenrigsminister, er en meget afdæmpet forsigtig reaktion, siger Philip Khokhar, og fortsætter:
- Det kan læses på to måder. Den ene er, at de faktisk gerne vil have Trump tilbage til forhandlingsbordet, og ikke ønsker at støde ham og folk omkring ham.
- Men man kan også læse det som om, at spillet om aben er gået i gang, og Nordkorea prøver at sige til omverdenen; det var ikke os, som ødelagde den her proces, det var Trump som ikke turde flyve til Singapore, siger Asien-korrespondenten.
Nordkorea har nye venner
I så fald er Nordkorea ikke den eneste part i spillet om aben. USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, har allerede ladet sive, at aflysningens primære årsag var, at der ikke var hul igennem til Nordkoreanerne under planlægningen af topmødet.
Ifølge det nordkoreanske svar er landet dog ivrigt efter at få et møde med USA.
- Det tror jeg også gerne, de vil have under de rigtige forudsætninger. Men man skal også huske på - og det er ret vigtigt for nordkoreanerne - at de seneste måneder er de rykket ret tæt på Sydkorea. Den sydkoreanske præsident, og et flertal af befolkningen, ønsker faktisk at lempe sanktionerne mod Nordkorea, siger Philip Khokhar.
Dertil kommer en ny alliance mellem Kim Jong-un og Kinas Xi Jinping. Forholdet til Kina har ellers været dårligt længe.
- På den måde har Kim Jong-un ikke nogen interesse i at fremstå aggressiv på nuværende tidspunkt. Tværtimod har han en interesse i at fremstå som en statsmand, siger Asien-korrespondenten.
Vil beholde kort på hånden
De seneste uger, hvor Nordkorea har vist tilbageholdenhed i forhold til mødet med Trump, har landet blandt andet gjort klart, at det mener, at en omgående og total atomar afvæbning er for vidtgående og ensidig.
Philip Khokhar vurderer, at det nordkoreanske synspunkt skyldes, at landet fortsat gerne vil have kort på hånden over for Trump og verdenssamfundet.
- Nordkoreanerne ønsker en proces, hvor de måske skiller sig af med nogle af deres våben og missiler, og så får belønninger hen ad vejen i en proces der måske tager flere år, siger korrespondenten.
Samtidig er det ikke usandsynligt, at Kina har rådgivet styret i Pyongyang om at gå langsomt frem og ikke lave en for dårlig aftale.
- Kina ønsker en aftale, der reducerer USA's militære tilstedeværelse i regionen. USA har i dag omkring 30.000 soldater i Sydkorea, siger Philip Khokhar.
Sydkorea vil fortsætte anstrengelserne
Indtil videre har Kina kun meldt ud, at de beklager, at topmødet er aflyst. Men Khokhar vurderer, at den regionale stormagt ønsker sig en længere proces, som de kan få større indflydelse på.
Sydkorea derimod vil gøre sit for at få et møde i stand hurtigst muligt igen.
- Sydkoreas præsident Moon Jae-in har brugt utroligt meget politisk kapital på at forsøge at få parterne til bordet. Han mødtes selv med Kim Jong-un i slutningen af april. Det lignede to statsledere på første date, siger korrespondenten.
- Han (Moon Jae-in, red.) har under hele processen godt vidst, at det ikke er så nemt som det ser ud. Så han vil forsøge at tale både nordkoreanerne og USA til rette. Om det vil lykkes, må vi se, men Moon Jae-in har stort set placeret hele sit præsidentembedes skæbne på, at man får en forbrødring mellem USA og Nordkorea, siger Philip Khokhar.