USA's beslutning om at aflyse et historisk topmøde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, bliver mødt med ærgrelse i Pyongyang.
- Donald Trumps beslutning om at aflyse topmødet er ikke i overensstemmelse med verdens ønsker, lyder det fra det nordkoreanske statsmedie, KCNA.
Regimet er stadig interesseret i at løse spændingerne med USA "når som helst".
- Vi sætter stor pris på præsident Trumps hidtil usete bestræbelser på at planlægge et historisk topmøde, siger Nordkoreas viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan.
- Vi gentager over for USA, at vi er villige til at løse problemerne når som helst og på alle tænkelige måder, tilføjer han.
Torsdag slog Donald Trump fast, at det planlagte møde mellem ham og Kim Jong-un 12. juni ikke bliver noget. Det oplyste den amerikanske præsident i et brev til sin nordkoreanske modpart.
Ifølge Donald Trump skyldes aflysningen nylige udtalelser fra Kim Jong-un.
- Jeg så meget frem til at skulle mødes med dig. Desværre føler jeg ikke, at det efter den utrolige vrede og åbne fjendtlighed i din nylige udtalelse vil være passende at gennemføre mødet, der har taget lang tid at planlægge, skriver Donald Trump i brevet.
/ritzau/Reuters