USA's præsident, Donald Trump, sendte tidligere i dag en klar advarsel til Nordkorea:
Hvis den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, påtænker at handle 'tåbeligt eller 'dumdristigt', efter USA har aflyst et forestående topmøde, er amerikanerne klar med et militært modsvar.
Foreløbig har der ikke været lyd fra styret i Pyongyang, og det er heller ikke sikkert, at aflysningen af mødet med Donald Trump vil fremkalde de store reaktioner.
Det vurderer Camilla Nørup Sørensen, der forsker i østasiatisk sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet.
- Kim Jong-un sidder egentlig med bedre kort på hånden, end han har gjort længe. Det er lykkes at forbedre forholdet til både Sydkorea og Kina, så det vil undre mig meget, hvis de finder på for eksempel at gennemføre en missiltest eller en atomprøvesprængning, siger hun.
Beslutning vækker forundring
Den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, der har spillet en rolle i at få etableret det nu aflyste møde, indkaldte flere ministre og rådgivere til hastemøde her til aften.
- Jeg er meget forundret, og det er meget beklageligt, at Nordkorea-USA mødet ikke bliver afholdt den 12. juni som planlagt, lød det fra præsidenten ifølge nyhedsbureauet Yonhap.
Mellem Nord- og Sydkorea har der det seneste halve år været diplomatisk tøbrud, og derfor er der for sydkoreanerne flere ting på spil, siger Camilla Nørup Sørensen.
- For sydkoreanerne handler det eksempelvis også om familiegenforeningerne, og de har ikke interesse i, at dialogen og forhandlingerne med Nordkorea nu skal gå i stå. Omvendt får de svært ved ikke at støtte en amerikansk strategi om at lægge maksimalt pres på Nordkorea, siger hun.
Ifølge Camilla Nørup Sørensen skal Sydkorea dermed forsøge at ramme en svær balance mellem deres nabo Nordkorea, som de gerne fortsat vil forsøge at forberede forholdet til, og deres vigtigste allierede, USA, som fortsat vil isolere og presse Nordkorea både militært og økonomisk.
- USA er jo fortsat sydkoreanernes sikkerhedsgaranti med flere tusinde amerikanske soldater på jorden, men i Sydkorea er man heller ikke interesseret i at vende tilbage til en total isolation af Nordkorea.
Derfor vil Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, formentlig også fortsat forsøge at agere diplomatisk mægler og igen få parterne til forhandlingsbordet.
Kina og Sydkorea mulige parter ved forhandlingsbordet
Både Kina og Sydkorea har forsøgt at lægge pres på USA for at gå videre med topmødet med Kim Jong-un og begge lande har tilkendegivet, at de bakker op om Kim Jong-uns ønsker om økonomiske reformer i Nordkorea.
Og hvor det nu aflyste møde blev annonceret først uden dato, placering og andre detaljer, vil et kommende møde formentlig blive forhandlet på plads gennem en mere traditionel proces - og muligvis med flere deltagere.
- Det er tænkeligt, at det mere får karakter af sekspartsforhandlingerne, hvor både kineserne og sydkoreanerne kommer med, så det ikke bare vil være Donald Trump og Kim Jong-un, også for at fjerne presset og skrue forventningerne til mødet ned.
Libyen-modellen
USA har krævet en fuldstændig og øjeblikkelig atomnedrustning på den koreanske halvø, og for tre uger siden slog den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, fast, at det kunne foregå efter samme model, som man anvendte mod Muammar Gaddafis styre i Libyen - en model der i sidste ende kostede landets leder, Muammar Gaddafi, livet.
I sidste uge forsikrede Donald Trump dog Nordkoreas leder om, han kunne blive siddende på magten, og at Libyen-modellen ikke var den, USA vil arbejde videre med, når det gælder Nordkorea.