Korrespondent: Klima får EU og Kina til at rykke tættere sammen

Kineserne står på spring til at overtage USA's rolle i verden med klimaaftale som adgangstegn.

Kinas premierminister, Li Keqiang (m), er i øjeblikket på besøg i Europa. (Foto: © POOL New, Scanpix)

Mens verden venter spændt på, hvad den amerikanske præsident, Donald Trump, vil melde ud i aften omkring støtten til den globale klimaaftale fra Paris, gør EU og Kina klar til at styrke samarbejdet om på netop klimaområdet.

De to parter mødes i aften og i morgen for at håndfæste den grønne alliance i Bruxelles.

- Det vil få konsekvenser for klimaindsatsen, hvis USA - verdens største udleder af CO2 - trækker sig fra Paris-aftalen, siger EU-korrespondent i DR Nyheder Karin Axelsson.

- Men samtidig har signalet lydt fra Kina, at de i hvert fald ikke trækker sig - og nu tværtimod vil sætte endnu mere skub i klimaindsatsen sammen med EU.

Overtage USA's rolle

Kina ser store muligheder for at indtage en større rolle på verdensscenen, nu da USA tilsyneladende træder et skridt tilbage, forklarer korrespondenten. Her fungerer klimaaftalen fra Paris som en kærkommen lejlighed til at udvise globalt lederskab.

Fra EU's synspunkt er Kina også vigtig, fordi landet fylder meget i klimaregnskabet.

- Kina er verdens andenstørste udleder og har kæmpe problemer med luftforurening. Så betyder det selvfølgelig rigtig meget for resultatet, om de skruer op eller ned for ambitionerne - og her vil EU gerne være med til at holde dem fast på ambitionen, siger Karin Axelsson.

EU frontløber

Hun forklarer, at EU er en frontløber på klimaområdet og står for de mest ambitiøse mål i klimaaftalen fra Paris. Derfor kan Kina score mange point ved at stå skulder ved skulder med europæerne.

- Kina kan vifte til resten af verden, at nu mænger de sig i det gode selskab med EU - i modsætning til USA, hvis amerikanerne ender med at trække sig fra klimaaftalen.

Derudover er EU-landene også langt fremme, når det gælder grøn teknologi, som kineserne har stor interesse i, siger Karin Axelsson.