EU-præsident bønfaler Trump: Drop ikke klimaaftale

Politikere fortsætter med lobbyvirksomhed på alle niveauer for at holde USA i en global klimaaftale.

De to ledere har lige holdt samtaler. Her ses Canadas premierminister (tv) sammen med præsident Donald Trump og EU's præsident, Donald Tusk til G7-topmøde forleden. (Foto: © Miguel Medina, Scanpix)

EU's præsident, Donald Tusk, advarer USA's præsident, Donald Trump, mod at forlade den internationale klimaaftale fra Paris.

Han har skrevet et tweet direkte henvendt til den amerikanske præsident, hvor han bønfaler Trump om, at USA fastholder de forpligtelser, som forhenværende præsident Obama skrev under på i Paris forrige år.

- @realDonaldTrump, vær venlig ikke at ændre på (det politiske) klimaet til det, der er værre, skriver Tusk.

Trump har annonceret, at han senere i dag vil fortælle, hvad han har besluttet i forhold til klimaaftalen.

Briter: USA bør være førende

Under valgkampen lovede han amerikanerne, at han ville trække USA ud af aftalen og sikre den amerikanske kulindustri endnu en storhedstid.

Flere andre lande holder vejret og venter på, hvad den amerikanske præsident vælger at sige senere. Der kom onsdag flere anonyme meldinger fra Det Hvide Hus om, at Trump vil trække USA ud af den internationale klimaaftale fra Paris.

Storbritannien håber, at USA vil indtage en ledende rolle i kampen mod klimaforandringer, siger den britiske udenrigsminister Boris Johnson.

Han afviser at kommentere, hvordan han vil regere, hvis Trump trækker USA ud af Paris-klimaaftalen.

- Der er vi ikke endnu. Vi fortsætter med at øve lobbyvirksomhed på alle niveauer for at holde USA i en global aftale om bekæmpelse af klimaforandringer, siger Johnson til Sky News.

Han pointerer, at den britiske regering tager klimaforandring ekstremt alvorligt.

Ifølge BBC vil Kina overholde sine forpligtelser, uagtet hvad Donald Trump beslutter. Kina står alene for omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledning, mens USA står for mellem 17 og 18 procent.

Hjemme i USA siger demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at meldingen om, at Trump angiveligt vil droppe aftalen, er 'et chokerende frafald af amerikansk lederskab og en alvorlig trussel mod jordens fremtid'.

Klimaaftalen fra Paris

  • Ved det globale topmøde i den franske hovedstad i 2015 bakkede næsten 200 lande op om, at verdens udledning af CO2 skal reduceres.

  • Omkring 150 lande har ratificeret aftalen, som skal sikre en lang række tiltag verden rundt for at holde stigningen i den globale temperatur på under to grader celsius i forhold til 1850'erne, da industrialiseringen for alvor kom i gang.

  • FN-aftalen fra 2015 lægger op til, at klodens opvarmning skal holdes under maksimalt 1,5-2 grader i forhold til det førindustrielle niveau.

  • Trump har tidligere kaldt klimaforandringer "et svindelnummer", der er opfundet af Kina. Han truede i sin valgkamp med at trække USA ud af aftalen.

  • Under G7-topmødet i sidste uge nægtede Trump at støtte klimaaftalen. De øvrige lande i G7 har dybt beklaget Trumps holdning. (kilde: Ritzau)

/DR Nyheder