Korrespondent efter Manaforts beslutning: 'Det ser ikke godt ud for præsidenten'

Trumps tidligere kampagnerådgiver vil samarbejde med den særlige anklager, men det er endnu uklart om hvad.

Tidligere kampagnerådgiver Paul Manafort erkender sig skyldig i to forhold af sammensværgelse. Det kan betyde problemer for præsident Donald Trump, mener USA-korrespondent.

Paul Manafort stod ved to retssager ved amerikanske domstole tiltalt for en række forhold, der kunne sende ham i fængsel i sammenlagt 320 år.

Nu har han imidlertid indgået en aftale med den særlige anklager, Robert Mueller, og erkendt sig skyldig i to forhold om sammensværgelse, mod at tiltaler i fem andre forhold frafaldes.

Manafort er den amerikanske præsident, Donald Trumps, tidligere kampagnechef. Retssagen mod ham er den første i Robert Muellers undersøgelse af Trump-kampagnens angivelige forbindelser til Rusland.

Selvom sagen faktisk handler om noget helt andet – nemlig bedrageri og hvidvaskning af penge, så er det er en offentlig hemmelighed, at Mueller har brugt det tunge juridiske skyts mod Manafort for at få ham til give informationer, der kan bruges mod Donald Trump.

Det er uklart, om Manafort erkender sig skyldig for at samarbejde med Mueller om Ruslandsundersøgelsen.

DR Nyheders USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz, giver svar på fire centrale spørgsmål om udviklingen i Manafort-sagen.

Hvad skal vi lægge i, at Paul Manafort erkender sig skyldig?

- Hvis Manafort blev kendt skyldig i alle forhold, kunne han nemt - med den dom, han allerede har fået (i Virginia, red.) - have tilbragt resten af sit liv i fængsel, siger Lillian Gjerulf Kretz og fortsætter:

- Fem ud af syv anklagepunkter er ifølge retsdokumenter nu blevet droppet. Det, vi ikke ved, er, hvad Manafort har leveret til gengæld. Det er for eksempel uvist, om Manafort har sagt "ja" til at samarbejde med den særlige anklager Robert Mueller i sagen om, hvorvidt der var en forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen under præsidentvalget i 2016.

Kommer Manafort til at samarbejde med Robert Mueller, som også andre har gjort før ham?

- Manafort har indtil nu nægtet at samarbejde. Præsident Trump har ved flere lejligheder rost sin tidligere kampagnechef for ikke at “bukke under” og indgå aftaler med den særlige anklager, som en lang række personer, der har været en del af Trumps kampagne allerede har gjort. Det forlyder, at Trump tidligere har vendt muligheden for at benåde Paul Manafort med sine advokater, men det var før Manafort erklærede sig skyldig, siger Lillian Gjerulf Kretz.

Nogle af de fremtrædende personer, der har valgt at samarbejde med Mueller, er Rick Gates, der var Manaforts højre hånd under kampagnen, Trumps tidligere personlige advokat Michael Cohen og tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Hvad nu for præsident Donald Trump?

- Det ser ikke godt ud for præsidenten, at en lang række personer meget tæt på ham og hans kampagne bliver dømt for en lang række alvorlige overtrædelser. Ingen ved, hvad disse personer har fortalt eller er villige til at fortælle som en del af de aftaler, de har indgået med Mueller, siger Lillian Gjerulf Kretz.

Hvad med justitsminister Jeff Sessions, det er ”hans” retssystem, der indgår i de her aftaler – er hans job i fare?

- Trump har længe brugt sin justitsminister, Jeff Sessions, som boksebold. Han har været rasende over, at Sessions erklærede sig inhabil i Ruslandsundersøgelsen, som han ønsker stoppet. Trump har gentagne gange sagt, at havde han vidst, at Sessions ville trække det kort, så var han aldrig blevet justitsminister. Sessions sidder langt ude på sædet, siger Lillian Gjerulf Kretz og understreger:

- Men med en højesteretsdommer, Brett Kavanaugh, som alle republikanere vil have godkendt, og et afgørende midtvejsvalg om hjørnet, så har rådgivere advaret Trump mod at fyre justitsministeren lige nu.