Kontroversiel oliechef ét skridt tættere på udenrigsministerposten i USA

Et snævert flertal i Senatets udenrigsudvalg har stemt for at udnævne 64-årige Rex Tillerson som USA's udenrigsminister.

Rex Tillerson til højre ventes at blive USA's nye udenrigsminister. Her ses han med den russiske præsident, Vladimir Putin, og chef for Rosneft Igor Sechin på et russisk olieraffinaderi i 2012. (Foto: © SPUTNIK, Scanpix)

Trods modstand fra partifæller såvel som politiske modstandere ser det nu ud til, at Donald Trumps kandidat til posten som udenrigsminister bliver godkendt.

Det fortæller USA-korrespondent for DR Nyheder Johannes Langkilde.

Det er den 64-årige Rex Tillerson, som Donald Trump ønsker at få med på ministerholdet.

- Han er en kontroversiel figur, fordi han blandt mange demokrater – men også hos enkelte republikanere – har været set som en person, der har alt for tætte bånd til Rusland og præsident Vladimir Putin, fortæller Johannes Langkilde.

Udnævnelsen af den tidligere chef for det multinationale olie- og gasselskab ExxonMobil er blevet godkendt af de 11 republikanske senatorer i Senatets udenrigsudvalg.

De ti demokrater i udvalget stemte imod, men kunne altså ikke mønstre et flertal.

Bånd til Rusland

Med udenrigsudvalgets godkendelse på plads skal udnævnelsen af Rex Tillerson nu til afstemning i det samlede senat, hvor republikanerne har flertal.

Johannes Langkilde fortæller, at de republikanske senatorer Lindsey Graham og John McCain har været bannerførere på kampen mod Rex Tillerson, men at de altså endte med at stemme for.

- Den republikanske senator fra Florida, Marco Rubio, var den sidste mand, der skulle overbevises om, at Rex Tillerson var værdig til udenrigsministerposten, siger Johannes Langkilde.

Marco Rubio er én af dem, der har været meget betænkelig i forhold til Rex Tillersons forbindelse til Rusland via sit arbejde som administrerende direktør for ExxonMobil, hvor han har forhandlet om gigantiske kontrakter med russiske firmaer, herunder med det statslige selskab Rosneft.

Rex Tillerson har også mødt Vladimir Putin adskillige gange siden 1990’erne og modtog i 2013 den russiske stats venskabsorden.

- Det er dét, der gør Rex Tillerson kontroversiel i denne tid, hvor præsident Donald Trump er under stadig beskydning for måske selv at have haft for tætte forhold til Rusland, siger Johannes Langkilde.

Grillet i ni timer

Som led i udnævnelsesprocessen har Rex Tillerson tidligere på måneden deltaget i en høring i udenrigsudvalget, hvor senatorerne i ni timer udspurgte ham om sine politiske visioner.

Selv om Marco Rubio endte med at sige ja til udnævnelsen, så fastholder han sin tvivl.

I et længere opslag på Facebook forud for afstemningen skriver Marco Rubio, at han er bekymret for, om USA med Rex Tillerson som udenrigsminister vil føre en udenrigspolitik, der tilsidesætter amerikanske værdier til fordel for geopolitiske aftaler og nedprioriterer forsvaret for menneskerettigheder og demokrati.

- Men i min beslutning om hans udnævnelse må jeg balancere disse bekymringer med hans omfattende erfaring og succes med international handel, skriver han.

Samtidig skriver Marco Rubio, at beslutningen om at stemme for Rex Tillerson ”skal ses i lyset af den usikkerhed, der er både hjemme og i udlandet” om USA’s udenrigspolitiske kurs, og at det vil stride imod USA’s interesser at forsinke udnævnelsen af en ny udenrigsminister unødigt.