Tiden er inde til samarbejde og dialog for at løse krisen i Spanien, hvor Catalonien truer med at erklære sig selvstændigt.
Det siger EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, onsdag i en hastedebat i Europa-Parlamentet om den spanske krise.
- Tiden er inde til at tale sammen for at finde en vej ud af dødvandet, siger Frans Timmermans.
At finde den vej er et internt anliggende i Spanien og skal håndteres inden for den spanske forfatnings rammer, siger EU-kommissæren.
- Derfor opfordrer EU-Kommissionen alle relevante aktører til at bevæge sig fra konfrontation til dialog, siger Timmermans.
- Den eneste vej frem er dialog, siger han.
Regeringspligt at opretholde lov og orden
Timmermans opfordrer til, at dialogen begynder med det samme.
- Det eneste, det kræver, er politisk vilje, siger han.
EU-kommissæren siger, at den catalonske folkeafstemning om uafhængighed var ulovlig ifølge den spanske forfatning.
Samtidig opfordrer han alle til at fare frem med lempe.
- Vold løser ingenting i politik. Det er aldrig et svar. Aldrig en løsning, siger Timmermans.
Han siger samtidig, at det er enhver regerings pligt at opretholde lov og orden.
- Og det kræver sommetider forholdsmæssig brug af magt, siger han.
/ritzau/