Store kulkraftværker, som pumper sort røg ud i luften.
Grågul smog, der indhyller Beijing og tvinger de lokale til at blive inden døre.
Og forbipasserende på gaden med masker om næse og mund, som prøver at skærme sig mod forureningen.
Det er som regel billeder som disse, der bliver hevet frem, når snakken falder på kineserne og klimaforandringerne.
Men Kina og klimaet er faktisk ikke helt så sort/hvidt, som det ofte bliver fremstillet.
Det fortæller Peggy Liu, der er stifter og forkvinde for den kinesisk-amerikanske klimaorganisation JUCCCE og en af Kinas førende klimaprofiler.
- Der er mange misforståelser, når det kommer til Kina og klimaudfordringerne, siger Peggy Liu, som blandt andet har været rådgiver for det det kinesiske Videnskabs- og Teknologiministerium, World Economic Forum og Clinton Global Initiative.
Milliarder i vedvarende energi
Selvom det folkerige land er verdens største udleder af drivhusgasser - Kina står for en fjerdedel af den samlede CO2-udledning - er det også det land i verden, der i disse år poster flest penge i grøn og vedvarende energi.
Alene i 2014 investerede kineserne ifølge en rapport fra den amerikanske regering mere end 600 milliarder kroner i vedvarende energiformer som sol, vind og vand.
Det er næsten dobbelt så meget som amerikanerne, der investerede 350 milliarder kroner i de energiformer.
Samtidig er Kina i front, når det kommer til at producere vedvarende energi, viser en rapport fra REN21-netværket.
Målet er nemlig at fordoble andelen af vedvarende energi i løbet af de kommende 15 år, så den kommer til at udgøre 20 procent af landets samlede energiforbrug.
- Det kinesiske styre anerkendte allerede i 2007, at klimaforandringerne findes, og at de er menneskeskabte. CO2-reduktionerne er allerede tænkt ind i styrets femårsplaner for den økonomiske udvikling. Og der er blevet fokuseret på løsninger, som både passer til Kinas størrelse og det tempo, landet udvikler sig i, siger Peggy Liu.
Dybt afhængige af fossile brændsler
Peggy Liu har beskæftiget sig med klimaspørgsmålet siden 2007, hvor hun stiftede JUCCCE.
Time Magazine har tidligere udnævnt hende til en af verdens miljøhelte, og hun har holdt flere TED Talks om emnet.
Hun kender derfor til de udfordringer, Kina står over for på klimaområdet.
Til trods for at kineserne poster milliarder af kroner i grøn energiteknologi, så udgør kul ifølge The International Energy Agency fortsat mellem 65 og 70 procent af landets energi.
Derudover er Kina det land i verden, der importerer mest olie, og derfor er kineserne fortsat dybt afhængige af fossile brændsler.
Men Kina er et kæmpe land, understreger Peggy Liu, og det har gennemgået en enorm udvikling i de seneste årtier.
Kæmpe udfordringer for landet
- Millioner af kinesere flytter i disse år fra landet til storbyerne. Derudover sker der i disse år en intens industrialisering i et tempo, som verden aldrig har set før. Og det sker også i så stort et omfang, at mange mennesker først forstår det, når de lander i landet, siger hun.
Udviklingen skaber en masse udfordringer.
Styret skal på den ene side holde gang i en økonomisk vækst, der på relativt få år har hævet levestandarden for millioner af kinesere og løftet dem op i middelklassen.
På den anden side skal de gøre det, mens de samtidig prøver at tage hånd om den store CO2-udledning og den tilhørende forurening, som hvert år koster 1,6 millioner kinesere livet.
- Mange tjekker hver morgen deres mobiltelefoner for at se, hvordan luftforureningen er.
Ikke råd til at vente
Peggy Liu peger på, at hverken Kina eller resten af verden har råd til at vente 100 år, som det er sket i Vesten, på at tage hånd om disse problemer.
Den kinesiske regering har selv meldt ud, at landets CO2-udledning skal peake i 2030.
- Vi må dog ikke glemme, at 2030 kun er 15 år ude i fremtiden. Og Kina har både i år og sidste år reduceret dets CO2-udledning, så det er ikke utænkeligt, at vi kommer til at peake før 2030, siger hun.
Men selv om kineserne gør mange ting, så er spørgsmålet ifølge Peggy Liu fortsat, om det er nok til at bekæmpe klimaforandringerne.
- Det ved vi ikke endnu. Men hele verden er afhængig af, at Kina bliver grøn. Omvendt må vi ikke glemme, at Kina kun er én del af løsningen. Alle lande skal gøre sin del.