Kina skærper kursen over for Nordkorea: Luk alle jeres virksomheder i vores land

Nordkoreas største handelspartner lægger nu ekstra pres på det kommunistiske styre.

Det kinesiske krav kommer som følge af de nye sanktioner, som FN's Sikkerhedsråd vedtog mod Nordkorea tidligere på måneden. (Foto: © KCNA, Scanpix)

Nordkorea har fået indtil den 10. januar næste år til at lukke og slukke alle sine virksomheder og handelsaktiviteter i Kina.

Det er meldingen fra den kinesiske regering, der er i gang med at implementere de nye sanktioner, som FN’s Sikkerhedsråd tidligere på måneden vedtog mod det kommunistiske styre.

Sanktionerne blev vedtaget enstemmigt af Sikkerhedsrådet, som også tæller Kina, efter at Nordkorea i begyndelsen af september foretog sin sjette atomprøvesprængning.

Målet med sanktionerne er at presse regimet i Pyongyang, som i den seneste tid har lagt sig ud med både de omkringliggende lande samt USA med præsident Donald Trump i spidsen.

Og ifølge det kinesiske handelsministerium er det både Nordkoreas egne virksomheder i det folkerige land og de handelsaktiviteter, der er blevet til i samarbejde med kinesiske partnere, der skal lukkes ned inden midten af januar 2018.

Kina skærper kritikken

Kina er en af Nordkoreas eneste allierede på den internationale scene, og det kinesiske styre har historisk set beskyttet det hermetisk lukkede land, som bliver ledet af Kim Jong-un.

Men i den seneste tid har den kinesiske regering skærpet kritikken af Nordkorea, og den har i skarpe vendinger fordømt de atomprøvesprængninger, som nordkoreanerne har udført for blandt andet at true amerikanerne.

I sidste uge forbød Kinas handelsministerium al import af tekstiler fra Nordkorea, hvilket vil ramme nordkoreanerne hårdt på pengepungen. Ifølge officielle tal fra Sydkorea solgte nordkoreanerne sidste år tøj for godt 4,75 milliarder kroner, og størstedelen af salget gik til netop Kina.

Og tidligere på ugen kom den kinesiske FN-ambassadør, Liu Jieyi, med en direkte advarsel til både Nordkorea og USA, som de seneste uger har optrappet ordkrigen mellem sig.

- Vi håber virkelig, at USA og Nordkorea vil få øjnene op for, at forhandlinger er den eneste løsning på atomproblemet på den koreanske halvø. Alternativet er en katastrofe, sagde han.

Ingen fodboldkamp mod Malaysia

Det er dog ikke kun Kina, som har strammet kursen over for Nordkorea.

Malaysia, som er et af de andre få lande i verden, der har diplomatiske forbindelser med det kommunistiske styre, har tidligere i dag udstedt et forbud mod, at landets indbyggere kan rejse til Nordkorea.

Det betyder blandt andet, at landets fodboldhold ikke kan rejse til Pyonyang for at spille landskamp mod det nordkoreanske landshold i begyndelsen af oktober.

Kampen er ellers allerede blevet udskudt to gange som følge af den tilspidsede situation.

- Vi vil se på rejseforbuddet, når situationen er blevet normaliseret igen, lød det ifølge onlineavisen The Star Online tidligere på dagen fra Malaysias udenrigsministerium.