FN straffer Nordkorea med nye sanktioner efter atomtest

FN's Sikkerhedsråd har enstemmigt besluttet at vedtage nye sanktioner mod Nordkorea efter den seneste atomtest.

På dette foto delt af det statslige nyhedsbureau KCNA ses Kim Jong-un angiveligt efter den seneste atomprøve. (Foto: © Str, Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd har vedtaget nye sanktioner mod Nordkorea som følge af landets seneste atomtest, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Samtlige medlemmer af rådet stemte for den resolution, som USA havde foreslået.

- Det er uden sammenligning de hårdeste tiltag, der nogensinde er pålagt Nordkorea, siger USA's FN-ambassadør, Nikki Haley.

- Men vi ved alle, at de kun har effekt, hvis alle lande indfører dem fuldt ud, tilføjer hun.

Ønsker ikke militær konfrontation

Nikki Haley understreger, at USA ikke ønsker en militær konfrontation med Nordkorea, samt at styret i Pyongyang fortsat har mulighed for at indgå i en dialog.

Men forudsætningen er, at Nordkorea indstiller sit atomvåbenprogram, understreger hun.

- Hvis styret viser, at det ønsker fred, så vil verden leve i fred med det, siger hun.

Det går sanktionerne ud på

Som led i de nye sanktioner er der indført en begrænsning på Nordkoreas import af råolie.

Desuden er der indført totalforbud mod at importere tekstiler fra Nordkorea, og alle lande forbydes også at udstede nye arbejdstilladelser til nordkoreanske gæstearbejdere.

Dermed håber Sikkerhedsrådet at svække to af Nordkoreas væsentligste kilder til at skaffe sig udenlandsk valuta, skriver AP.

Derimod måtte USA tage et forslag om en international indefrysning af det nordkoreanske styres aktiver ud af den tekst, der kom til afstemning.

De nye sanktioner er en konsekvens af, at Nordkorea forrige søndag foretog sin sjette atomprøvesprængning.

/ritzau/