Khokhar: Det giver mening, hvis Kim Jong-un er taget til Kina

Nordkoreas diktator må tale med præsident Xi, før han møder Donald Trump, siger korrespondent.

Beijing er i dag præget af et stort sikkerhedsopbud. (Foto: © damir Sagolj, Scanpix)

Beijing summer med rygter, efter et armeret tog i går uventet ankom til den kinesiske hovedstad.

Toget kom fra Nordkorea under omfattende sikkerhedsforanstaltninger, hvorfor alt tyder på, at en af passagererne er en højtstående repræsentant for diktaturstaten. Spekulationerne i Kina går nu på, at det er diktatoren, Kim Jong-un, selv, som er taget på sin første udlandsrejse, siden han overtog magten i 2011.

Rygterne bliver forstærket af, at Kim Jong-uns far, Kim Jong Il, brugte samme tog, når han besøgte Kina, ligesom et gæstehus i Beijing, hvor prominente nordkoreanere tidligere har overnattet, er belejret af sikkerhedsfolk.

- Hvis Kim Jong-un er i Kina, så er det for at mødes med præsident Xi Jingping. Det er jo annonceret, at Kim Jong-un skal holde topmøde med Sydkoreas præsident Moon i slutningen af april og med USA's præsident Trump i maj - og det vil være en fornærmelse i forhold til Kina, hvis han ikke mødes med Xi først, siger DR Nyheders Asien-korrespondent Philip Khokhar.

Et stort sikkerhedsopbud er på plads ved et statsligt gæstehus i Beijing. (© ap)

Kina på sidespor

Kina er - i hvert fald på papiret - Nordkoreas eneste allierede, og kineserne bryder sig ikke om blive kørt ud på et sidespor i forbindelse med forhandlingerne på den koreanske halvø, forklarer Philip Khokhar:

- Kina mener selv, at når Nordkorea overhovedet er begyndt at åbne en lille smule op på det seneste, så skyldes det formentlig, at Kina er gået med til nogle skrappe sanktioner overfor Nordkorea - og rent faktisk også er begyndt at håndhæve nogle af dem.

- Kineserne vil gerne markere overfor Nordkorea og resten af verden, at man kommer altså ikke udenom Kina, når det gælder om at finde en fredeligere løsning på konflikten på den koreanske halvø.

Det armerede særtog fra Nordkorea på en banegård i Beijing. Stationen er blevet ryddet for mennesker. (Foto: © JASON LEE, Scanpix)

Frygter at blive afsat

Hverken Kina eller Nordkorea har endnu kommenteret det store postyr i Beijing, siden toget fra Nordkorea kørte ind på banegården.

Men der kan være tale om en forbedring af relationen mellem de to lande.

- En af grundene til, at Kim Jong-un ikke har forladt Nordkorea i den tid, han har været leder, er frygt for, hvad et land som Kina kunne finde på. Hvis den kinesiske ledelse besluttede sig for at vælte Kim Jong-un, så kunne de godt gøre det.

- Så hvis Kim Jong-un er i Beijing, så er det udtryk for tillid til de kinesiske myndigheder, siger Philip Khokhar.

Han peger på, at Nordkoreas diktator formentlig dræbte sin halvbror Kim Jong-nam i Malaysia sidste år, fordi han frygtede, at Kina kunne finde på at indsætte ham som leder i Nordkorea.