Før kommende topmøde: Nord - og Sydkorea mødes i grænseby

Forberedelserne er i fuld gang, før Nordkoreas Kim Jong-un og Sydkoreas præsident mødes i næste måned.

Delegationer for både Nord - og Sydkorea skal mødes i næste uge i grænsebyen Panmunjom. (Foto: © STAFF, Scanpix)

Repræsentanter fra Nord - og Sydkorea skal mødes på torsdag for at forberede et topmøde mellem de to landes ledere, Kim Jong-un og Moon Jae-in.

Sydkoreas minister for genforening, Cho Myoung-gyon, er i spidsen for en delegation, der i grænsebyen Panmunjom skal mødes med Ri Son Gwon, som er Nordkoreas formand for komitéen for inter-koreanske relationer.

Ledere af Nord - og Sydkorea har kun to gange tidligere mødtes til topmøde siden Korea-krigen i 1953.

Tidligere på måneden var en sydkoreansk regeringsdelegation for første gang i ti år på besøg i Pyongyang, og siden har landet været i stand til at indlede en dialog om et eventuelt møde mellem Kim Jong-un og USA's præsident, Donald Trump.

Ifølge avisen Wall Street Journal peger flere politiske analytikere dog på, at USA’s udnævnelse af Mike Pompeo som ny udenrigsminister og John Bolton som ny national sikkerhedsrådgiver, kan gøre dialogen svær mellem Washington og Pyongyang.

Særligt John Bolton er kendt for at være en af de skrappeste høge på den republikanske højrefløj og han har tidligere kritiseret Kim Jong-un.

Mindre tålmodighed kan være en god ting

Mødet mellem Nordkorea og USA skal efter planen i stand inden maj, og mindre tålmodighed med Nordkorea kan være en positiv ting.

Det siger den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver i Sydkorea, Chun Yung-woo, der har arbejdet sammen med John Bolton i begyndelsen af 00’erne.

- På nuværende tidspunkt er han ikke et dårligt valg i forhold til at håndtere Nordkorea. Han kan være mindre villig til at vise nordkoreanerne blind tillid, siger han til Wall Street Journal:

- Har han på fornemmelsen, at Nordkorea forsøger at trække tingene i langdrag, kan han hjælpe dem ved at give dem meget klare valg.

De seneste måneder har der været opblødning i det ellers anstrengte forhold på den koreanske halvø, der blandt andet har resulteret i, at Nordkorea deltog i Vinter-OL i Sydkorea.