Landsby, Sverige eller krigsskib? Her kan Trump og Kim mødes

Det historiske møde mellem USA og Nordkorea mangler et mødested, og det skaber spekulationer.

Kim Jong-un og Donald Trump skal efter planen mødes senest i maj. (Foto: © Str, Scanpix)

Der er rigtig meget, som mangler at falde på plads, før det historiske møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, kan finde sted.

Amerikanske medier skriver, at Trump traf beslutningen om at acceptere invitationen fra Nordkorea uden at konsultere hverken sine politiske rådgivere eller USA's allierede.

Så nu har Det Hvide Hus travlt med alt det praktiske før topmødet, og et af de presserede spørgsmål lyder: Hvor skal mødet foregå?

Det første møde nogensinde mellem lederne af USA og Nordkorea vil være verdenhistorie i realtid, og derfor vil alt være ladet med symbolik, også stedet, hvor mødet foregår.

Her er nogle af de muligheder, som omtales i medier verden rundt:

Demilitariseret zone

En norkoreansk soldat kigger ind ad vinduet til et mødelokale i landsbyen Panmunjom, der ligger i den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea. (Foto: © Kim Hong-Ji, Scanpix)

Kim Jong-un har ikke forladt Nordkorea, siden han overtog magten i landet i 2011, og endnu er der uvist, om han har tænkt sig at rejse til udlandet for Trumps skyld.

De fleste eksperter er enige om, at det vil være for stor en propagandasejr for Nordkorea, hvis topmødet bliver henlagt til landets hovedstad Pyongyang. Men der er en anden mulighed.

På grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea ligger den Koreas demilitariserede zone (DMZ). I den fire kilometer brede zone finder blandt andet den såkaldte "våbenstilstand-landsby" Panmunjom, hvor der ovenikøbet allerede er opført et mødelokale.

Her skal der efter planen holdes et topmøde mellem Nordkorea og Sydkorea i næste måned.

Beijing

Donald Trump på officielt besøg hos Kinas præsident, Xi Jinping, i november 2017. (Foto: © Thomas Peter, Scanpix)

Hvis Kim Jong-un skal overtales til at forlade Nordkorea, vil han måske føle sig mest tryg i nabolandet Kina.

Styret i Beijing er stadig det nærmeste, Nordkorea kommer en ven, og landet var det eneste, som Kim Jong-uns far, Kim Jong Il, besøgte som statsleder.

Kina har tidligere dannet ramme om forhandlinger om Nordkoreas atomvåbenprogram, der uundgåeligt bliver det vigtigste emne på et topmøde mellem Kim Jong-un og Donald Trump.

Derudover har Kina i årevis opfordret USA til at tale direkte med nordkoreanerne.

USA

Donald Trumps resort Mar-a-Lago i Florida. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Hvis Donald Trump helt selv kunne vælge, hvor mødet med Kim Jong-un skulle finde sted, er der gode chancer for, at han ville vælge sit eget resort Mar-a-Lago i Florida.

Det er efter sigende her, at præsidenten har det bedst, og han har tidligere henlagt vigtige møder til hotellet.

Det vil dog kræve en masse dispensationer til den nordkoreanske delegation, hvis den skal rejse til Florida eller Washington D.C. for den sags skyld. Kim Jong-un og hans følge er nemlig underlagt rejsesanktioner.

Men her New York komme i spil som et kompromis. Som sæde for FN's hovedkvarter behøver nordkoreanerne nemlig ikke dispensation for at besøge byen.

Neutral grund

Donald Trump havde tidligere på ugen besøg af Sveriges statsminister Stefan Löfven. (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

Flere analytikere mener, at et neutralt tredjeland vil være en løsning, som begge parter kan leve med.

Her nævnes Schweiz og Mongoliet, men især Sverige fremhæves som en attraktiv mulighed.

Svenskerne har en diplomatisk tilstedeværelse i Pyongyang, hvor man har ydet konsulatbistand til amerikanske statsborgere.

Efter et møde med den svenske statsminister Stefan Löfven tidligere på ugen roste Donald Trump Sverige for at have hjulpet USA, når det gælder forholdet til Nordkorea.

Et krigsskib

USA's præsident George H. W. Bush mødtes i 1989 ned den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov på et russisk krigsskib ud for Malta. (Foto: © David Valdez, George Bush Library)

Hvis det slet ikke kan lade sig gøre at finde et land, der kan huse topmødet, findes der faktisk også en løsning på det.

Internationalt farvand kan også betragtes som neutral grund, og det er sket før: I 1989 mødtes den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov med USA's præsident George H. W. Bush på det russiske krigsskib Maksim Gorkiy ud for Maltas kyst.

Topmødet har siden fået en del af æren for afslutningen på Den Kolde Krig.