Kampen om at efterfølge May: Kandidater mødes i tv-debat – men favoritten gider ikke

Boris Johnson bliver væk fra tv-duel mellem kandidaterne, der kæmper om at blive Storbritanniens næste premierminister.

Boris Johnson møder kritik for ikke at deltage i aftenens tv-duel. (Foto: © WILL OLIVER, Scanpix)

Fem af kandidaterne til at blive Storbritanniens næste premierminister mødtes søndag aften i en tv-transmitteret debat.

Men oppe på scenen stod et tomt podie.

Favoritten til at vinde formandsvalget i Det Konservative Parti, Boris Johnson, sagde nemlig nej tak til at deltage.

Debatter med flere kandidater kan nemlig være lidt skingre, lyder hans forklaring ifølge BBC.

- Jeg tror, at offentligheden har haft en masse blå-mod-blå situationer, siger han med henvisning til den store splittelse i Storbritanniens Konservative Parti.

Rivalerne beskylder ham i stedet for at gå i flyverskjul for at undgå mediernes kritiske søgelys.

Uanset hvad der er tilfældet, så er Boris Johnson i øjeblikket klar favorit til at blive en af de to kandidater, som de menige medlemmer af Det Konservative Parti inden for den nærmeste fremtid skal vælge mellem.

Vinderen bliver ikke bare partileder, men også premierminister for 65 millioner briter.

Klik på den kandidat, du vil vide mere om:

Knusende sejr

Ved torsdagens valgrunde i Det Konservative Parti blev tre af de i alt 10 kandidater sorteret fra. Den hemmelige afstemning blev en stor sejr for Boris Johnson, der fik hele 114 af de i alt 313 stemmer.

Dagen efter meddelte sundhedsminister Matt Hancock, at han trak sig efter kun at have fået 20 stemmer.

Dermed er der seks kandidater tilbage. Lidt endnu i hvert fald.

På tirsdag kommer anden valgrunde blandt de konservative parlamentarikere, og her vil kandidater, der ikke opnår mindst 10 procent af stemmerne ryge ud.

Mens Boris Johnson var hurtig til at få offentlig støtte fra en del kollegaer og er kendt for at være populær blandt græsrødderne i Det Konservative Parti, har politiske iagttagere peget på, at han kunne risikere at blive ramt af en samlet indsats for at fælde ham.

En sådan "enhver anden end Boris"-indsats ser dog svær ud inden tirsdagens afstemning. Foruden den enorme opbakning fra kollegaerne i første valgrunde, så fik Boris Johnson i går tilmed opbakning fra den eliminerede modkandidat Esther McVey.

Samtidig peger den britiske avis The Times på, at rivalerne Michael Gove og Sajid Javid i nye interviews synes at fiske efter et ministerjob i en kommende Johnson-regering.

Brexit i fokus

Briternes skilsmisse med EU er det helt store tema ved formandskampen i Det Konservative Parti.

De menige medlemmer af partiet adskiller sig blandt andet fra resten af den britiske befolkning ved at være mere åbne over for et såkaldt hårdt brexit, hvor man forlader det europæiske fællesskab uden en aftale.

Udenrigsminister Jeremy Hunt har brugt weekenden på at lægge afstand til Boris Johnsons løfte om, at Storbritannien forlader EU den 31. oktober - også hvis det bliver et hårdt brexit.

Jeremy Hunt, siger, at han ønsker at forhandle med EU om en ny skilsmisseaftale, og at det ikke giver mening at binde sig til at sige farvel 31. oktober.

Omvendt fortsætter Dominic Raab med at italesætte sig selv selv som den største brexit-tilhænger i feltet, påpeger The Guardian.

- Det Konservative Parti er færdigt, medmindre vi er ude (af EU red.) ved slutningen af oktober, sagde han i et tv-interview i morges.

Den tidligere brexit-minister holder fast i sin kontroversielle idé om at suspendere det britiske parlament for at undgå, at parlamentarikerne blokerer for et hårdt brexit.