Det føles næsten som et mirakel at få kontakt til et menneske i Iran.
Myndighederne forsøger at blokere for kommunikation på beskedtjenester og angriber de VPN, som iranerne ellers benytter til at snige sig uden om censuren.
Særligt fra om eftermiddagen klokken 16 til klokken 01 om natten, hvor iranere i talrige byer over hele landet har demonstreret mod styret, er forbindelsen næsten død.
I den kurdiske by Sanandaj virker den studerende Beritans internet kortvarigt via hendes VPN.
- Forbindelsen er virkelig svag, men jeg skal forsøge at svare, skriver Beritan over beskedtjenesten WhatsApp.
Hun har selv valgt sit navn, fordi det er “duen, der bringer nyheder om frihed”.
DR Nyheder er bekendt med hendes rigtige identitet, men det er blevet for farligt at stå frem med sit navn, føler hun.
- Sikkerhedsstyrkerne holder øje, og de arresterer os i flæng, siger Beritan og tilføjer:
- Ved du, hvad der er hysterisk morsomt … at de angriber os på grund af hår. På grund af en bitte smule af vores hår. Du kan i øjeblikket - i 2022 - dø på grund af dit hår.
Masha Aminis død har antændt frustrationer
De største protester i Iran siden 2019 tog til, efter at den 22-årige iransk-kurdiske kvinde Mahsa Amini døde i politiets varetægt 16. september.
Hun blev tilbageholdt af moralpolitiet for ikke at følge den islamiske republiks regler for tildækning af kvinders hår og blev angiveligt udsat for vold mod sit hoved, der førte til hendes død.
Moralpolitiet afviser beskyldningerne og hævder, at Mahsa Amini var syg og faldt om.
Hvad der er tydeligt for hele verden er de frustrationer, som Mahsa Aminis død har antændt i hele Iran. Selv i konservative byer som Mahshad og Qom, hvor befolkningen traditionelt støtter ayatollaherne, brænder kvinder deres hijab på bålet.
Modsat tidligere demonstrationer drevet af vrede over økonomiske problemer eller valgfusk, koncentrerer den nye bølge af protester sig mod kernen af den islamiske stats identitet.
Det obligatoriske tørklæde, som skal dække kvinders hår, men som den unge generation i storbyerne i årevis har ladet glide længere og længere bagud, så det akkurat hænger på yderkanten af knolden.
Nu har de fået nok af statens indblanding i deres hijab og øvrige beklædning. En hårrevolution er brudt ud som symbol på styrets bredere undertrykkelse.
Kvinde, liv, frihed
Beritan går ligesom tusindvis af iranere på gaden. Hun tager sit tørklæde af og råber zan, zendegi, azadi. Kvinde, liv, frihed.
Kvinder brænder deres tørklæde. De klipper håret af. De råber slagord mod styret og river billeder af Irans øverste leder Ayatollah Khamenei itu.
- Jeg deltog i de første dage, hvor der var mindre vold end nu. Vi blev angrebet med tåregas og demonstrationerne blev overvåget af droner.
- Mange demonstranter blev arresteret, og de er ikke blevet løsladt endnu. Derfor er folk nu begyndt at demonstrere fra deres biler, hvor de dytter med hornet og råber slogans for at undgå flere blodsudgydelser, fortæller Beritan.
Præstestyrets forsøg på at inddæmme protesterne ved at afskære mobil- og internetforbindelsen mellem iranerne er en velkendt taktik, når der opstår protester.
I forvejen er flere tjenester som Facebook og Twitter blokeret i Iran, men iranerne er over årene blevet eksperter i at omgås blokaden. Alligevel er det blevet sværere for demonstranterne at organisere sig.
- Regimet gør det for at adskille os. Det farligste for dem er, at vi står sammen, siger Beritan.
Anderledes end de andre gange
Hun oplever, at noget er anderledes denne gang.
Frygten er trådt mere i baggrunden. Samfundet har forandret sig. Kvinderne, der smider tørklædet i protest mod “diktaturet” som en kniv i hjertet på præstestyret.
Og demonstrationerne, der har spredt sig som en ustoppelig ild, på tværs af provinser og befolkningsgrupper, der er ramt af år med sanktioner og isolation.
- Gnisten var Mahsa Aminis død, men det er ikke længere kun en protest mod behandlingen af hende. Folk er involveret på tværs af køn, social og økonomisk status, siger Beritan.
Selv er hun dog på det seneste blevet nervøs for at deltage i demonstrationerne - og i det hele taget færdes offentligt. Byen er anspændt, og hun føler sig jagtet.
Ifølge Beritan benytter sikkerhedsstyrkerne ikke bare tåregaspatroner og vandkanoner. De skyder også med rigtige kugler. Beritan fortæller, at hun så politiet skyde mod en flok unge mænd og kvinder på omkring 18 år.
- De skød mod dem, de var en 5-6 stykker. En politimand skød mod dem, og den ene kvinde døde foran mine øjne. Det er et mareridt, siger hun.
DR Nyheder er ikke i stand til uafhængigt at verificere Beritans oplysninger.
Mindst 76 demonstranter dræbt
Ifølge Iran Human Rights, en organisation i Norge, benytter myndighederne i nogle tilfælde ammunition mod demonstranterne og ifølge organisationens optælling er mindst 76 demonstranter blevet dræbt i de første 11 dages protester.
Iranske stats-medier siger, at antallet af døde er 41 inklusive flere sikkerhedsfolk.
- De tror gaderne kun er for dem. Vi er dårligt tilladt at være der. Sådan føles det. Og dét er diktaturet. Hvis jeg bevæger mig mod den centrale plads på særlige tidspunkter, kan jeg blive skudt eller arresteret, siger Beritan.
Hun føler hun lever i et fængsel. Som kvinde. Som kurder. Som iraner.
'Død over diktatoren'
En tegning cirkulerer af langt, sort hår, der bølger hen over Frihedstårnet på Frihedspladsen i Teheran. Samme plads, hvor mange af revolutionens demonstrationer mod shahen fandt sted i 1979, og hvor den islamiske revolution fejres hver år.
Efter fire årtier med præstestyrets sorte bølge af konservative regler og knægtelse af basale rettigheder, har mange iranere fået nok.
På mobiloptagelser råber de nu “Død over diktatoren” med henvisning til Irans øverste åndelige leder.
Det gør Beritan håbefuld.
- Styret er stadig langt fra at miste kontrollen. Men hvis vi formår at fortsætte demonstrationerne, vil regimet falde.
Lyt til Genstart om protesterne i Iran: