Jan Grarup tilbragte ti dage i Putins kødhakker: 'Der skal meget til at ryste mig efter 35 år som fotograf. Men det her er for sindssygt'

Fotografen Jan Grarup har besøgt den ukrainske by Bakhmut, som er én af de værste slagmarker i verden lige nu.

Advarsel: Videoen indeholder voldsomme billeder.

Det er kun lyden af de voldsomme brag, der fylder i gadebilledet.

Ellers er der stille.

- Det er svært at tale om stilhed i en by, hvor der måske falder tusind granater i døgnet. Men mellem de her nedslag er der fuldstændig stille. Der er ikke engang fugle der synger, siger Jan Grarup

Under en rejse til fronten i Ukraine tilbragte fotografen Jan Grarup tid i den ukrainske by Bakhmut.

En by, som har fået tilnavnet Putins kødhakker, fordi tusindvis af ukrainske og russiske soldater har mistet livet i den sønderbombede by i løbet af de seneste seks måneder.

- Det er med livet som indsats at bevæge sig rundt i gaderne i Bakhmut. Så mange granater falder der.

Kælderspøgelser

Der plejede at bo omkring 70.000 indbyggere i Bakhmut. Nu er der kun et par tusind tilbage.

Resten er flygtet.

I løbet af de ti dage som Jan Grarup tilbagte i Bakhmut, mødte han nogle af de mennesker, der dagligt kæmper for at overleve i byen.

- Frontlinjesoldaterne kalder dem for ”kælderspøgelser”. Det er mennesker, som har levet i kældre i over et halvt år nu. De er helt gennemsigtige i huden, fordi de kun lever under jorden.

Du kan se hele Jan Grarups beretning fra Bakhmut i videoen øverst.