Spørgsmålet om jagten på de store pattedyr er aktuel netop nu.
Sæsonen for at fange hvaler i Island slutter nemlig i disse dage, og i samme ombæring udløber licensen til hvalfangst. Nu skal politikerne beslutte, om de vil forny den.
Det islandske fiskeriministerium oplyser til DR, at regeringen endnu ikke har besluttet sig for om landets eneste hvalfanger kan få en ny femårig tilladelse til hvalfangst.
Finhvalen blev en truet dyreart, efter der blev drevet rovdrift på dem i starten af sidst århundrede. Og hvis man spørger Greenpeace, så skal der ikke fanges flere finhvaler.
- Jeg håber rigtig meget, at de islandske politikere kommer frem til, at den kommercielle hvalfangst, efter truede finhvaler blandt andet, er slut, siger Sune Scheller, projektleder i Greenpeace.
Bæredygtig jagt
Indtil nu har man givet tilladelsen - for det statslige islandske marineforskningsinstitut har tidligere vurderet, at så længe fangstkvoterne overholdes, så er det bæredygtigt at jage i farvandet omkring Island.
Det samme siger manden, der fanger finhvaler.
- Hvis hvalbestanden er bæredygtig, så jager man. Hvis den ikke er bæredygtig, jager man ikke, siger hvalfangeren Kristjan Loftsson.
Men det er altså ikke tilfældet, mener man i Greenpeace.
- Bestanden af finhvaler i det nordlige Atlanterhav er faldet med over 70 procent over de seneste generationer, så det er ikke en vurdering, som vi eller mange biologer er enige med dem i, siger Sune Scheller fra Greenpeace.
Det er ikke kun Island, som ser stort på, at Den internationale Hvalfangstkommission har vedtaget et stop for hvalfangst. Norge jager vågehvaler, som ikke er truede, og Japan fanger hvaler under påskud af forskning.