Iranske diplomater går straks i gang med at forhandle med atomaftalens øvrige parter, nu hvor USA har trukket sig.
Det sagde den iranske præsident Hassan Rouhani i en tv-transmitteret tale, kort efter at den amerikanske præsident Donald Trump i hårde vendinger understregede, at han ikke stoler på Iran og vil genindføre sanktioner over for landet.
- Hvis vi på kort sigt konkluderer, at vi kan få det ud af atomaftalen, vi ønsker, vil aftalen overleve, sagde Rouhani.
Han understregede dog også, at Iran vil begynde at producere beriget uran igen, hvis det er for uklart, hvad fordelene vil være ved at blive i aftalen.
- Jeg har bedt atomenergi-organisationen (den iranske, red.) om at forberede de nødvendige ordrer til at påbegynde ubegrænset berigning, sagde Rouhani, ifølge Washington Post.
En historisk erfaring
Præsident Trumps beslutning om at trække USA ud af den aftale, som hans forgænger Barack Obama forhandlede på plads for under tre år siden, kalder Rouhani "illegal, illegitim og underminerende for internationale aftaler".
Aftalebruddet er en "historisk erfaring for Iran", sagde Rouhani, ifølge den israelske avis Haaretz.
Her citeres han også for at sige, at med Trumps tendens til at underminere internationale aftaler, er der kun et kort forhandlingsvindue, hvor Iran sammen med andre lande kan forsøge at finde en måde at bevare aftalen på.
Atomaftalen med Iran blev underskrevet af USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig i juli 2015 efter mere end to og et halvt års forhandlinger. Den trådte i kraft i januar 2016.
EU, heriblandt Danmark, fastholder støtten til aftalen, også uden USA.