Hongkongs politi anholder protestleder

Protestleder er blevet anholdt i Hongkong forud for stor demonstration lørdag.

Aktivisten Joshua Wong og Agnes Chow (th.) er blevet arresteret i Hongkong her til morgen.

Protestlederen og aktivisten Joshua Wong er blevet anholdt fredag i Hongkong.

Wong har spillet en central rolle i at mobilisere modstand mod både et omstridt lovforslag, der var startskuddet til demonstrationerne, og regeringsleder Carrie Lam, som af modstandere ses som Kinas forlængede arm i Hongkong.

Det er Wongs egen pro-demokratiske organisation, Demosisto, der har berettet om arrestationen. På Twitter lyder det:

- Vores generalsekretær, Joshua Wong, blev anholdt i morges omkring klokken 07.30 (lokal tid, red.). Han blev med magt tvunget ind i en privat minivan på gaden ved højlys dag. Vores advokater følger sagen, skriver organisationen videre.

Politiet var sent til at bekræfte anholdelsen eller omstændighederne omkring den. Men ifølge nyhedsbureauet AP har politiet i Hongkong nu bekræftet, at Joshua Wong og en anden person er blevet anholdt.

Det lokale engelsksprogede medie HKFP rapporterer, at anholdelsen skulle have relation til en episode i juni, hvor demonstranter, herunder de to anholdte, kastede æg på en politistation og siden besatte den.

Sidste år blev Wong, ifølge Ritzau, idømt tre måneders fængsel. Dommen blev senere reduceret til to måneders fængsel, fordi han var under den kriminelle lavalder, da han blev anholdt.

Flere pro-demokratiske aktivister blev meldt anholdt her til morgen. Om det skriver Demosisto, at i hvertfald en af disse anholdelser ikke har fundet sted.

Demonstration på mærkedag aflyses

Anholdelsen af Joshua Wong sker dagen før femårsdagen for Kinas afvisning af retten til at vælge regeringschef ved frie valg.

Det skulle efter den oprindelige aftale mellem Kina og Storbritannien første gang finde sted i 2017, men i 2014 ombestemte Kommunistpartiet i Kina sig. En afstemning var i orden, men kun hvis kandidaterne på forhånd var godkendt af regeringen i Beijing, mente partiet.

I stedet blev Hongkongs nuværende regeringsleder, Carrie Lam, indsat.

Det var denne beslutning fra Beijing, der dengang udløste massedemonstrationer i 79 dage for demokrati i Hongkong med tilnavnet Paraplybevægelsen, der hovedsageligt var ledet af unge aktivister, heriblandt den dengang kun 17-årige Joshua Wong.

Myndighederne i Hongkong har forbudt demonstranter at markere femårsdagen lørdag. Det sker af sikkerhedsmæssige årsager, da myndighederne vurderer, at der er risiko for sammenstød mellem politi og demonstranter.

Opdateret med video.