Historisk stor bevægelse kæmper for sortes rettigheder – men kan optøjer give 'white backlash'?

Uro og anarki kan give bagslag i kampen for sortes rettigheder, siger ekspert.

Drabet på George Floyd har ført til uroligheder i mindst 75 amerikanske byer. Foto: Scanpix (Foto: © SETH HERALD, Scanpix)

En video viser fem skæbnesvangre minutter, hvor den hvide politibetjent Derek Chauvin pressede sit knæ mod sorte George Floyds hals. Den brutale anholdelse i byen Minneapolis endte med Floyds død, og det har siden har udløst store demonstrationer i indtil videre 75 amerikanske byer, nogle steder med hærværk, plyndring og kampe med politiet til følge.

Men optøjer som disse kan historisk set give bagslag, fortæller Jørn Brøndal, ph.d. og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

Situationen i dag minder ham om 1968, hvor Martin Luther King Jr. blev dræbt. Det førte lige som drabet på Floyd i mandags til uroligheder i en lang række byer. Resultatet blev, at hvide, der tidligere havde støttet borgerrettighedsbevægelsen, stod af.

- Det hele udmundede i et såkaldt white backlash – man valgte en meget konservativ præsident (Richard Nixon, red.), fortæller Jørn Brøndal.

Det samme vil kunne ske i dag.

- Jo mere, det her bliver set som uro og anarki, er spørgsmålet, om det så kan give en modreaktion, som kan ende med at svække Biden overfor Trump, siger Jørn Brøndal.

Demonstranter tager afstand fra plyndringer

Mange demonstranter i USA er enige med Jørn Brøndal. CNN har talt med en mandlig demonstrant i Minneapolis, der går i rette med dem, der udnytter situationen til at plyndre og smadre butikker.

- Kan du ikke kæmpe den gode kamp - vil du ødelægge det, vi prøver at gøre - så er der noget galt med dig. Det, vi prøver at gøre, er at kæmpe for basale menneskerettigheder, og vi prøver at gøre det på en fredelig måde.

- Jeg vil kunne gå ind i et hvidt nabolag og føle mig sikker. Når en betjent kører bag mig, vil jeg ikke være nødt til at blive anspændt. Jeg vil bare gerne være fri og ikke bekymre mig om hvert skridt, jeg tager. For når alt kommer til alt, er det at være sort en forbrydelse, og jeg forstår ikke hvorfor. Og det er kvalmende, siger han.

Sprængfarlig cocktail

Grunden til, at situationen koger over nu, er en sprængfarlig cocktail af svære omstændigheder for USA's sorte befolkning, forklarer Jørn Brøndal. Landet er lige nu hårdt plaget af coronaepidemien, som har ramt landets sorte befolkning særligt hårdt.

- Mange fattige børn har svært ved at få nok sund mad, fordi de ikke længere får deres skolemiddage. Det er en situation, hvor man i forvejen er dybt presset økonomisk, og hvor vi også har en præsident, som minoriteterne ikke har det godt med, og som de anklager for kun at ville fremme det hvide USA’s interesser, siger Jørn Brøndal.

Samtidig er politiets drab af teenageren Michael Brown i byen Ferguson i 2014 dugfrisk i folk erindring. Ligesom flere hundrede års undertrykkelse ikke er glemt.

- Det er en dybt tragisk historie, og når man så ser betjente, der opfører sig på den måde, siger folk, at det jo stadigvæk er sådan, siger Jørn Brøndal.

Flere sorte stemmer bliver hørt

Men selv om der stadig er stor forskel på sort og hvid i USA, er der dog sket positive forandringer. Jørn Brøndal peger på, at flere sorte stemmer bliver hørt i dag. Der er sorte politikere, professorer og offentlige personer, der har plads i den offentlige debat. Og ikke mindst har man haft en sort præsident.

Samtidig er der i dag en sort middelklasse og elite, som ikke eksisterede for 55 år siden.

- Jeg vil mene, at trods disse skrækkelige historier, så har racerelationerne været endnu værre, end de er i dag, siger Jørn Brøndal.

Lige nu er situationen i USA dog stadig alvorlig. Siden torsdag er over 1.000 personer blevet arresteret i 22 amerikanske byer, og der er udgangsforbud i en lang række byer. Nationalgarden er sat i i Washington D.C. og staterne Colorado, Georgia, Kentucky, Minnesota, Ohio, Tennessee, Texas, Washington, Wisconsin, Utah, North Dakota, California, Missouri, Virginia, Kansas, Illinois og Nevada.