Grækenland: Vi kan ikke klare asyltilstrømning alene

Grækenlands infrastruktur kan ikke klare presset fra de mange asylansøgere. Landets regering vil have hjælp fra EU.

En familie fra Afghanistan har fundet midlertidigt ly i en park i det centrale Athen. Billedet er fra juli. (Foto: © LOUISA GOULIAMAKI, (c) Scanpix)

Grækerne kan ikke selv håndtere den vedvarende strøm af asylansøgere fra Mellemøsten og Afrika, som ankommer med båd til de græske øer og strande.

Ifølge den græske premierminister, Alexis Tsipras, kan landets infrastruktur ikke længere klare presset.

- Nu er tiden kommet, hvor vi må se, om EU er et solidarisk EU, eller om det er et EU, hvor alle forsøger at beskytte deres egne grænser, siger premierministeren.

UNHCR: Kaos på græske øer

Udtalelsen fra Alexis Tsipras kommer, efter at FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har opfordret Grækenland til at få kontrol over "det totale kaos", der hersker på nogle af landets øer.

Opfordringen kom fra UNHCR's chef i Europa, Vincent Cochetek, der har været på besøg på de græske øer Lesbos, Kos og Chios.

- Når det gælder vand, sanitet og fødevarehjælp, så er det helt utilstrækkeligt. På de fleste øer er der ingen kapacitet til modtagelsen, og mange sover ikke under nogen form for tag, sagde UNHCR-chefen på en pressekonference i Genève.

- Så der er totalt kaos på øerne. Efter nogle dage overføres de til Athen, hvor der ikke er noget, som venter på dem, tilføjede han.

Hidtil uset situation

Vincent Cochetek, der har været i UNHCR i 30 år, siger, at han aldrig har set en lignende situation før. Han opfordrer de græske myndigheder til at træde i karakter og lede og koordinere arbejdet med asylansøgerne.

Grækenland har imidlertid også andre, velbeskrevne udfordringer i disse år. Landet er kørt økonomisk i sænk og holder sig flydende med store milliardlån fra internationale kreditorer.

I øjeblikket forhandles der om endnu et stort kriselån til gengæld for, at Grækenland skal indføre reformer og offentlige besparelser.

/ritzau/Reuters