Der er en mur rundt om lejren, og ved indgangen står unge mænd fra den libanesiske hær og tjekker, hvem der må komme ind og ud.
Det er der som sådan ikke noget unormalt ved, og kører man ind i Nahr el-Bared-lejren, ser den også ud, som den plejer.
Den er støvet, med udsigt over vandet, og lige når man kommer ind, er der en lille udendørscafé, hvor folk sidder og får en kop kaffe. Lejren er de facto en lille landsby med egne grønthandlere, tøjbutikker, slagtere og bagere.
Nahr el-Bared-lejren er én ud af de 12 palæstinensiske flygtningelejre, der er i Libanon i dag. Lejren blev etableret i 1949 for at huse palæstinensiske flygtninge, der var blevet fordrevet som følge af den arabisk-israelske krig.
Men i dag er antallet af beboere i lejren steget drastisk.
Sådan ser det ud inde i Nahr el-Bared i det nordlige Libanon nær Tripoli, som normalt har 17.000 palæstinensiske indbyggere.
Siden krigen mellem Israel og Hizbollah er eskaleret, er over en million flygtet internt i Libanon. Folk bor på offentlige skoler, private hoteller, natklubber, strande og på gader og stræder. Og nu er flere også begyndt at flygte til de palæstinensiske lejre rundt omkring i landet.
FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, har skoler i de palæstinensiske flygtningelejre, og nu har de åbnet deres klasselokaler for omkring 1.700 internt fordrevne: her er både palæstinensere, libanesere og syrere, der nu alle bor sammen og har én ting tilfælles: de kan ikke vende hjem.
DR har besøgt den nye flygtningelejr i den årtier gamle flygtningelejr.
Klasselokaler bruges som sovesale
På skolegårdens fodboldbane løber drengene rundt og spiller bold i deres slidte klipklappere. Solen bager ned på dem, men de løber trodsigt videre.
Fodboldbanen er måske det eneste på UNRWA-skolen, der bliver brugt til sit oprindelige formål. På målet hænger der vasketøj, og på bænkene omkring i skolegården sidder voksne mennesker: bedsteforældre, fædre, mødre og søskende. Nogle ryger vandpibe, en ældre kvinde sidder og broderer, mens andre tager en lur.
I skolegården er der en lille bod, hvor en mand står og sælger lidt af hvert: vand, kiks, sodavand og chokolade.
UNRWA-skolen huser nu knap 1.700 internt fordrevne.
Normalt går palæstinensiske børn fra lejren i skole her. Der er fra 1. til 9. klasse, og normalt ville forældre og bedsteforældre kun være til stede, når de skal aflevere eller hente børnene. Men nu bor de alle sammen på skolen.
Der hænger vasketøj ud af vinduerne på klasselokalerne, og går man ind i et lokale, ligger der omkring 15 madrasser i hvert rum: det er her, de internt fordrevne nu bor.
- Mændene sover på én etage, mens kvinder sover på en anden. Børn under 12 år sover med deres mødre på den kvindelige etage, fortæller Fadi el Tayyar, der er talsmand for UNRWA i området.
Skolens lærere, der normalt underviser i matematik og engelsk, har nu fået ansvaret for at opretholde dagligdagen på skolen. De er ansvarlige for, at der er ro og orden, at der er mad og drikke til alle, og at der ikke udbryder skænderier mellem de tusinder af internt fordrevne.
DR har mødt Hazia, der her fortæller, hvad hun savner mest ved sit hjem.
På gangene går kvinder rundt med deres børn i favnen, og på toiletterne bader de dem.
En af dem, der sidder på en bænk i skyggen i skolegården, er Hazia. Hun er libaneser og flygtede fra Nabatieh i det sydlige Libanon, der har været mål for adskillige israelske angreb. Hun ankom på skolen for fire dage siden med sin mand og sine børn og sidder nu med en palæstinensisk familie og småsnakker.
- Jeg savner morgenstunderne, hvor vi drak kaffe sammen med naboerne. Jeg savner mine venner. Jeg savner alt ved mit hjem, siger Hazia til DR.
Hendes mand, der sidder ved siden af hende, nikker. Det samme gør de øvrige omkring Hazia, for de er alle ivrige efter at komme hjem.
Fra den ene flygtningelejr til den anden
Normalt ville der ikke være palæstinensiske, libanesiske og syriske forældre i denne skolegård, men nu er de alle samlet.
Alligevel er der flest palæstinensere, der er flygtet til Nahr el-Bared-lejren. Og en af dem er Fadi Bakar.
Han er flygtet fra den ene flygtningelejr til den anden.
- Vi har været på flugt siden vores bedsteforældres tid. Vores land Palæstina blev besat, det ved alle i verden. Vi flygtede til Libanon, men bor stadig som flygtninge, fortæller han DR, og siger, at han altid har opfattet sig selv som gæst i landet.
Hør Fadi Bakar her.
Ham og hans familie er flygtet fra Burj el Shemali, som er en anden af de 12 palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Den ligger i det sydlige Libanon omkring Tyre, som er et område langt de fleste civile er flygtet fra de seneste uger.
De samme gør sig gældende for de fleste palæstinensere, der nu bor på UNRWA-skolen. Mange er flygtet fra de sydlige lejre, men nogle er også flygtet fra en lejr kun få kilometer fra Nahr el-Bared.
Det er Al-Badaawi-lejren, der torsdag aften blev ramt af israelske angreb, som dræbte et højtstående Hamas-medlem, hans kone og to døtre i deres hjem.
Han var en af lederne af Al-Qassam-brigaden – altså den militære gren af Hamas – og efter det angreb forlod flere lejren af frygt for, at der ville komme flere af samme slags.
Men selvom der endnu ikke har været angreb i Nahr el-Bared, så er sandheden, at ingen alligevel kan føle sig helt sikre. Og det gælder ikke kun for dem, der er flygtet til UNRWA-skolen i Nahr el-Bared.
Det gør sig gældende for alle de libanesere, som DR har mødt og talt med den seneste uge.
- Ingen steder er sikre i Libanon, fortæller de.
Hizbollah har sagt, at man ikke vil gå med til en separat våbenhvile. Hvis der skal være en våbenhvile mellem Hizbollah og Israel, så skal der også være en våbenhvile i Gaza. Og dét er noget, som Israel indtil videre blankt har afvist, så længe Hamas stadig findes.
Men drømmene i Nahr el-Bared-lejren lever stadig – også for dem, der drømmer om at vende hjem til noget andet.
- Vi håber stadig at vende tilbage til vores elskede Palæstina, om Gud vil det, lyder det fra Fadi Bakar.