Når man går ind af døren er der lav belysning, og der lugter af røg.
Det er ikke unormalt for en natklub, men hvis man forventede at finde dans, musik og glade dage derinde, så kan man godt vende om igen.
Skybar har i årevis tiltrukket både libanesiske og udenlandske festglade gæster med cocktails, musik og udsigt over de libanesiske bjerge og Middelhavet. Og for kun 11 dage siden var det også det, man kunne forvente, når man trådte ind på en af Beiruts mest populære natklubber.
Men nu er musikken slukket, og dørene er i stedet slået op for internt fordrevne, der er flygtet fra det sydlige Libanon og de sydlige forstæder i Beirut, der dagligt er mål for israelske angreb.
Mellem højbordene, der tidligere er blevet brugt til drinks, har flere familier nu skabt en lille sikker oase. Nogle har lagt gulvtæpper på gulvet, foldet deres tøj pænt sammen og lagt det på trapperne op til scenen. Der er elkedler, puder, paptallerkener og telefonopladere.
Nede i kælderen bader kvinder deres børn og vasker deres tøj på klubbens toiletter. Langs gelænderet ned til toiletterne hænger der vasketøj: cowboybukser, underbukser og sokker.
På dansegulvet løber der nu små børn rundt og spiller bold og leger. En dreng går rundt og spørger alle: "Ronaldo eller Messi"?. Når nogen svarer "Messi", ryster han på hovedet og løber hen til en ny, han kan spørge.
Med over en million libanesere på flugt er der ikke længere plads i offentlige bygninger, der er omdannet til midlertidige flygningecentre. Og derfor er flere private aktører også begyndt på deres egne initiativer.
For Skybars ejer, Chafic el-Khazen, kom idéen til ham, da en af hans sikkerhedsvagter sad og græd på arbejdet.
Folk overnatter i biler, på stranden og på gaden
Klubejeren Chafic el-Khazen mødte på arbejde for et par uger siden, da han så en af sine medarbejdere i tårer.
Et israelsk angreb havde ødelagt hans families hjem i Beiruts sydlige forstæder, og nu stod 17 af hans familiemedlemmer uden tag over hovedet.
- Jeg tænkte over, hvordan jeg kunne hjælpe, og pludselig slog det mig. De kunne jo bare komme her, siger Chafic el-Khazen til DR, der møder ham på natklubben i Beirut.
Han fortæller, at mens de var på vej for at hente sikkerhedsvagtens familiemedlemmer, så de en masse andre internt fordrevne, der havde slået lejr på fortove rundt omkring i hele byen.
Derfor besluttede klubejeren sig for at invitere dem, han mødte på sin vej, med hen til Skybar.
- Og ja, nu står vi her i dag, siger han.
Lige nu har natklubben nået sin maksimale kapacitet på 400 mennesker. Om natten bliver der lagt madrasser ud på hele gulvet, så der kan sove så mange som muligt indenfor.
Men det er stadigvæk ikke nok, og derfor er det primært kvinder, børn og ældre, der sover indenfor, mens mændene i familien typisk sover ude på natklubbens parkeringsplads. I løbet af dagen, når der ikke er så proppet inde på natklubben, kan mændene komme ind og sove lidt.
Og det er altså langt bedre forhold end dem, som flere andre flygtninge lever under lige nu.
Kører man gennem Beiruts gader ser man flere områder, hvor internt fordevne har slået lejr på fortove – de heldige har telte, de mindre heldige må bare sove på en madras på jorden.
Det er også svært at få lov til at parkere i flere områder i Beirut lige nu, fordi så mange familier er flygtet i deres bil og nu bor i køretøjet. Går man ned på stranden i Beirut, finder man også en masse familier, der har slået lejr i sandet.
I samarbejde med den libanesiske regering har FN's flygtningeorganisation (UNHCR) omdannet næsten 900 offentlige bygninger til midlertidige flygtningecentre, men næsten alle 900 centre er ved at være fyldte, og derfor er det ikke alle, der får tag over hovedet.
Og én ting er det praktiske, en anden er den mentale påvirkning, som krigen har på libaneserne.
- Det er svært. En kvinde, vi huser her, har lige fået at vide, at fire af hendes børn er blevet dræbt i dag, fortæller Chafic el-Khazen.
Flere af de 400 internt fordrevne på Skybar har lignende historier. Mange har mistet familiemedlemmer, deres hjem eller kender nogen, der er påvirket af krigen.
Håber på det bedste, forbereder sig på det værste
En af dem, der nu bor på Skybar, er Batoul Abbas. Det er anden gang på ét år, at hun flygter internt i Libanon.
Første gang var da hun og hendes familie måtte forlade den sydlige del af Libanon, fordi kampene mellem Hizbollah og Israel startede i 2023. Og anden gang var, da kampene blev intensiveret, og den sydlige forstad Dahiyeh i Beirut – et Hizbollah-kontrolleret område – blev mål for israelske angreb.
Hun sidder på en madras sammen med sin søster og sin mor og får en kop libanesisk kaffe – kulsort og lidt grynet. De har ikke været på Skybar længe, men hun fortæller, at de forhold, som de lever under lige nu, er mere end hun kunne håbe på.
- Gudskelov sørger de godt for os her, det må man sige. Vi mangler ikke noget. Vi får alt, hvad vi har brug for, fortæller Batoul Abbas til DR.
Frivillige donerer mad, tøj, vand, tæpper og madrasser til de fordrevne hver dag. Der er små sølvpapirsbakker med ris, fladbrød, agurker og juice på bordene, som familierne kan spise.
Her fortæller Batoul, hvad hun har pakket, da hun måtte flygte med sin familie.
Ude på parkeringspladsen er der netop ankommet en stor bunke tøj, og flere flokkes rundt om den for at finde noget til sig selv eller deres børn. For mens nogle har haft tid til at pakke tøj og andre ting, inden de flygtede, så er der andre, der er flygtet kun med det tøj, de havde på.
En kvinde finder et par grå leggings med sorte hjerter på i en børnestørrelse, som hun tager med ind. Andre roder videre i den store bunke tøj, der er ankommet.
Ingen ved, hvornår krigen mellem Israel og Hizbollah slutter. Hver dag kommer der meldinger om nye israelske angreb – angreb, der rykker tættere og tættere på det centrale Beirut. Det betyder også, at flere og flere flygter, og dermed presses det centrale Beirut, hvor der er fyldt på alle opholdssteder.
Klubejer Chafic el-Khazen fortæller, at han og 20 medarbejdere lige nu arbejder på fuld tid for at få opholdsstedet til at køre rundt. Han fortæller, at de vil fortsætte, så længe de har mulighed for det, men mere konkret kan han ikke blive: det er der ingen, der kan.
- Alle de år jeg har været i branchen, har folk bare villet feste. Men nu kan jeg love dig for, at ingen vil feste. Alle vil hjælpe, siger han.
Batoul Abbas håber på det bedste, men forbereder sig på det værste. Hun håber, at hun stadigvæk har et hjem at vende tilbage til, når krigen slutter – hvis hun har det, vil hun være en af de heldige fra Dahiyeh-området i Beirut.
- Vi beder til, at krigen snart får en ende, men det ser ikke sådan ud. Det kan fortsætte i et år eller mere, men jeg håber, den snart ender, og vi sejrer, fortæller hun.