Eftermiddagsteen var for længst blevet kold, og de sandwich, som Max Kohnstamms kone Kathleen havde serveret for os i biblioteket, da jeg ankom et par timer tidligere, var spist.
Vi havde allerede talt i flere timer, men jeg var slet ikke færdig med at spørge.
Nu var efterårssolen langsomt ved at forsvinde udenfor vinduet bag den lange gråhårede mand, som sad i lænestolen overfor mig. Mørket sænkede sig, mens Max Kohnstamm forklarede, hvordan han havde tilbragt en af Hollands koldeste vintre i en tysk koncentrationslejr.
- Vi kaldte det for Hitlers Herrengefängnis, sagde Kohnstamm.
Max Kohnstamms fortælling om sin tid i koncentrationslejr kom, da jeg for tredje gang havde spurgt ham om, hvorfor det var så vigtigt for ham, at EU havde en fælles domstol.
- Det var den koldeste vinter i mands minde. Vi kalder den hunger-vinteren på hollandsk. Når tyskerne skulle sætte sig i respekt, så gennemførte de henrettelser foran øjnene af os alle – på en meget brutal måde.
Lavmælt men bestemt fortalte Max Kohnstamm, hvordan fangerne i koncentrationslejren blev kommanderet til at stå udenfor i kulden (der var dage, hvor temperaturen var under 20 minusgrader) og overvære afretninger.
- Det de tyske fangevogtere foretog sig, var imod alle internationale regler. Der var klare regler for, hvordan man skulle behandle krigsfanger. Men tyskerne var ligeglade. De gjorde, som det passede dem, fortalte Max Kohnstamm.
Arbejdede for Hollands dronning
Han overlevede opholdet i den tyske koncentrationslejr, og efter krigens afslutning blev den unge hollænder hyret til at arbejde for den hollandske dronning. Et arbejde, som blandt andet førte ham på en rejse til Hamborg.
- Jeg gik rundt i Hamborg, og der så jeg en dreng komme gående ud fra en ruin med skoletasken på ryggen. Han var på vej i skole. Da jeg så det, så tænkte jeg: Han har ikke gjort noget. Han er ikke ansvarlig for det, jeg selv og mange af mine venner har været udsat for. Han har ret til den samme fremtid som mine børn.
Opholdet i koncentrationslejren og rejserne rundt i Tyskland efter krigen fik Max Kohnstamm til at vie sit liv til at sikre, at historien aldrig ville gentage sig. Aldrig mere krig.
Han hørte om EU-arkitekten, Jean Monnet, som sammen med andre arbejdede på at få lavet forpligtende europæisk samarbejde, og tog kontakt til franskmanden. Det udviklede sig til et tæt samarbejde, og da det Europæiske Kul og Stålfællesskab blev skabt, så blev Max Kohnstamm udnævnt til første sekretær – en slags generalsekretær.
Og da udenrigsministrene fra de seks grundlægger-lande i 1955 mødtes i Messina for at diskutere, hvordan kul og stål-samarbejdet kunne udvikles, så sendte Jean Monnet Max Kohnstamm til Messina som sin repræsentant. Her var han med til de dramatiske forhandlinger, hvor udenrigsministrene egentlig var parate til at gå fra hinanden.
Tabte tålmodigheden med udenrigsministre
Max Kohnstamm husker, hvordan Jean Monnet hele tiden ringede på en dårlig telefonlinje fra Paris med nye råd til, hvordan ministrene skulle kunne enes. Samtalerne fra Monnet var så mange, at Kohnstamm til sidst tabte tålmodigheden og råbte i telefonen:
- Hr Monnet. Udenrigsministrene er ikke her for at skabe Europa. De er her for at begrave Europa.
- Det kommer de ikke til at lykkes med, svarede Monnet.
Og han fik ret. Efter meget besværlige forhandlinger i Messina blev udenrigsministrene enige og fik banet vejen for den aftale, der den 25. marts 1957 blev underskrevet i Campidoglia – Romtraktaten.
Efter flere timers samtale i biblioteket hjemme hos Max Kohnstamm i de belgiske Ardennerbjerge stak Kohnstamms kone Kathleen hovedet ind gennem døren. De mødtes i koncentrationslejren, blev hemmeligt gift der og levede hele livet sammen:
- Bliver den unge mand til middag?, spurgte hun.
- Ja, svarede Max Kohnstamm.
- Han må ikke gå, før han har forklaret mig, hvorfor danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten.
Den efterårsdag i 1992, hjemme hos Max og Kathleen Kohnstamm mødte jeg to mennesker, som havde viet hele deres liv til at gøre det europæiske samarbejde til fredens projekt.