De 27 lande, der bliver i EU, sværger at holde sammen og gøre EU mere sikkert, velstående og socialt ansvarligt i de kommende ti år.
EU-lederne, der er samlet i Rom for at fejre 60-årsdagen for Rom-traktaten, har lørdag underskrevet en erklæring, der udstikker nye mål for EU.
I en tale før underskrivelsesceremonien siger EU-præsident Donald Tusk, at Europa som en politisk enhed enten vil være forenet eller ophøre med at eksistere.
- Vis i dag, at I er ledere af Europa, siger Tusk i talen til EU-toppen.
Han siger, at kun et forenet Europa kan være et suverænt Europa i forhold til resten af verden.
- Og kun et suverænt Europa kan garantere uafhængighed for sine lande, garantere frihed for sine borgere, siger han.
Efterlyser mere stolthed
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger samtidig, at europæerne bør være mere stolte af, hvad EU-samarbejdet har opnået gennem de seneste 60 år.
- Vi er ikke stolte nok af, hvad vi har opnået i Europa, siger Juncker.
Han siger, at jo længere han på rejser kommer væk fra Europa, jo mere imponerede er folk af det europæiske samarbejdes resultater.
Fejringen af EU-samarbejdet foregår i skyggen af, at Storbritannien på onsdag som det første land nogensinde vil starte den exit-proces, der i løbet af to år skal melde briterne ud af EU.
Den britiske premierminister, Theresa May, har meldt afbud til fejringen i Rom.
/ritzau/