Lars Løkke: EU er midt i en skæbnestund

Unionen må slankes og finde ind til kernen, siger statsministeren på vej til EU’s jubilæumsfest.

EU skal være større på tre områder. Sikkerhed, indvandring og økonomi, mener statsministeren. Derudover skal unionen tage et skridt tilbage, lyder det. (Foto: © THIERRY CHARLIER, Scanpix)

Netop som EU på lørdag i Rom fejrer 60 års fødselsdagen for grundstenen i fællesskabet, Rom-traktaten, fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at EU-lederne må indse, at fællesskabet står i en alvorlig skæbnestund.

I forlængelse af et møde i Udenrigspolitisk Nævn i fredags, understregede statsministeren over for P1's politiske magasin Slotsholmen, hvor alvorlig situationen for EU i hans øjne er:

- Jeg ser et Europa, som er i en slags skæbnestund, fordi der er så mange udfordringer, vi står med, siger statsministeren til radioprogrammet, der i dag sender fra Bruxelles i anledning af 60 års dagen for Rom-traktaten.

Sammen med de øvrige stats- og regeringsledere skal Lars Løkke Rasmussen forsøge at blive enige om en tekst for EU's fremtid ovenpå et turbulent år med et britisk farvel.

Og Løkke håber, at stats- og regeringslederne vil bruge mere tid på teksten end på festlighederne i Rom, som begynder fredag med håndspålæggelse hos paven.

- Jeg møder ind i det her med realisme, og det oplever jeg også i stigende grad mine kollegaer gøre. Jeg håber og tror, at det bliver mindre floromvundent og lidt mindre violiner og hymne. At vi får fokus på de problemer, der rigtig betyder noget.

Og ifølge Løkke må EU på slankekur. I hvert fald på områder, der handler om velfærd og arbejdsmarkedspolitik.

Derfor noterer han også med glæde, at den nuværende kommission har sat tempoet ned. Der kommer simpelthen færre politiske initiativer:

- Hvis man ser den kommission, som sidder nu, så foreslår den jo langt mindre lovgivning nu end tidligere. Den er mere tilbageholdende på det, som engang var melodien i EU: Hvis vi kan finde en europæisk vinkel, så skal vi godt nok også finde den, siger Løkke.

Må ikke smide barnet ud med badevandet

Samtidig advarer han mod, at kritikken af EU bliver for voldsom.

- Ja, vi er i en slags skæbnestund, men nu skal vi også passe på, at vi ikke smider barnet ud med badevandet. EU er en opfindelse, vi skal passe på, men det kræver også, at vi udvikler den, siger Løkke og fortsætter:

- Min grundtanke er, at vi skal have et stærkt EU på de områder, som betyder noget, og hvor vi ikke selv kan løse problemerne. Men så skal vi have et EU, som gør sig lille og træder et skridt tilbage. Giver plads til landene der, hvor det betyder mindre og hvor man skal respektere landenes forskelligheder.

EU skal være større på tre områder. Sikkerhed, indvandring og økonomi, mener statsministeren.

- Vi har set frygtelige terroranslag i Europa. Også på dansk jord, som kræver et samarbejde om sikkerhed. Også ydre sikkerhed. Der er ikke nogen god udvikling i Tyrkiet. Krig i Syrien og en aggressiv Putin.

- Så er der hele migrationen. Hvordan sikrer vi, at vi holder sammen på Europa. På vores samhørighed. Vi skal have lukket døren for fri indvandring. Og så er der endelig spørgsmålet om vækst og velstand. Også på en inkluderende måde, som fremmer den sociale samhørighed. Der er jo lande, som slås med nogle enorme arbejdsløshedsprocenter, siger Løkke og tilføjer:

- Det er en fødselar, som er nødt til at have appetit på fremtiden. Der er masser af opgaver, som vi ikke har fået løst.

Du kan høre mere i Slotsholmen på P1 klokken 09:05.