Mange vil kunne huske de historiske billeder fra den iranske hovedstad, Teheran, hvor iranske kvinder i 2022 tog deres tørklæder af og brændte dem, mens der blev råbt: "Kvinde, liv, frihed".
I tusindtal gik iranske mænd og kvinder på gaden og demonstrerede mod det iranske styres undertrykkelse af kvinder.
Frihedsbevægelsen bredte sig verden over, og mange protesterede i solidaritet med de iranske kvinder.
Siden har modstanden været mindre synlig på gadeplan, men kampen mod styret fortsætter på andre måder.
Ved det iranske valg den 1. marts 2024, som er det første siden protesterne, var der nemlig historisk få, der stemte.
Kun 41 procent af de stemmeberettigede stemte. Hvilket svarer til omkring 25 millioner mennesker. Og det er historisk lavt.
Ifølge mediet Al Jazeera er det den laveste valgdeltagelse siden Irans Revolution i 1979.
Forud for valget har iranske aktivister og oppositionsgrupper under twitter hashtagget #VOTENoVote opfordret den iranske befolkning til at afstå fra at stemme.
Claus Valling Pedersen, der forsker i iranske forhold på Københavns Universitet, peger på, at den lave valgdeltagelse er et udtryk for, at gabet mellem folket og regimet er stort.
- Tallene fra regimets side er ofte pyntet, og så er der efter al sandsynlighed en pæn stor mængde af blanke eller ugyldige stemmer. Det øger jo så den lave vælgerdeltagelse. Med forsigtighed skal man nok trække ti procent fra i den officielle udmelding om valgdeltagelsen, så vi kommer ned på 30 procent "afgivne" stemmer, siger han.
Herunder fremhæver Claus Valling Pedersen, at den tidligere præsident Mohammad Khatam, der har været et ansigt på reformfløjen, valgte ikke at stemme til det iranske valg. Reformfløjen er en politisk fløj, som kæmper for endnu mere åbenhed og ytringsfrihed i Iran.
At han afstod fra at stemme og opfordrede andre til at gøre det samme, er et symbol på, hvad stemningen er i befolkningen.
Stigning i antal henrettelser
Mindst 834 mennesker er i 2023 blevet henrettet i Iran, hvorimod 582 mennesker blev henrettet i 2002. Det er en stigning på 43 procent. Det er også det højeste antal siden 2015.
- Der er en helt klar sammenhæng imellem den lave valgdeltagelse og stigningen af antal henrettelser. De protester, der var fra september 2022 og et halvt års tid frem, det var jo netop at folket sagde: "Vi vil ikke jeres regler og vil ikke jeres styre. Vi vil have frihed, især for kvinder," siger Claus Valling Pedersen.
Det fremgår også, at 22 kvinder er blevet henrettet af de iranske myndigheder, hvilket er det højeste antal siden 2013.
Rapportens hovedforfattere understreger desuden, at antallet af henrettelser baserer sig på officielle oplysninger, det vil sige sager, der kan dokumenteres. Det faktiske tal er endnu højere, fordi de iranske myndigheder ikke annoncerer alle gennemførte henrettelser.
Direktøren for Iran Human Rights, Mahmood Amiry-Moghaddam, beskriver tallene som en "overvældende sum".
- At indgyde samfundsfrygt er regimets eneste måde at holde fast i magten, og dødsstraf er dets vigtigste instrument, siger han til Al Jazeera.
FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Turk, har tidligere sammenlignet mængden af dødsdomme i Iran med "statsautoriseret mord", fordi henrettelserne bliver brugt til at skabe frygt i befolkningen og udrydde uenighed.
FN-kommissæren henviser til, at sådanne henrettelser er i strid med international menneskerettighedslovgivning, og at det derfor bør ende omgående.
Et reaktionært regime, som støder befolkningen væk
Claus Valling Pedersen mener, at det iranske styre får flere fjender, jo flere man slår ihjel.
- Regimet mener åbenbart, at jo hårdere det slår ned på befolkningen med dødsdomme, desto mere tror det, at de kan få folk til at makke ret. Så selvom folket ikke kan protestere offentligt, svækker de regimets legitimitet ved ikke at stemme, siger han.
Her understreger han, at det iranske regime ikke har haft reel legitimitet i lang tid, men at styret de seneste år har mistet de sidste rester af troværdighed, som det havde i befolkningen. Det betyder, at der i forbindelse med protesterne har været brudt en række tabuer, hvilket medfører, at mange, især de unge, ikke længere føler, at de skylder regimet noget.
- Man får indtrykket af, at styret har opgivet at legitimere sig hos og lytte til folket, således der kun er en vej tilbage, og det er hårdt mod hårdt. Det er regimet, der har voldsmonopolet, og det bruger de, uddyber Claus Valling Pedersen.
Herunder beskriver han også, at Iran som et reaktionært regime, hvor især den yngre del af den befolkning, på grund af internettet, ser hvordan verden er meget anderledes udenfor Irans grænser.
Claus Valling Pedersens' analyse er, at frihedsbevægelsen i Iran endnu ikke har slået over i en revolution, fordi styret ikke kan slå ned på alle de protesterende iranere, men folket heller ikke kan vælte styret.