En håndfuld unge iranere var samlet omkring et middagsbord, kort tid efter at demonstrationer var brudt ud over hele landet i september sidste år.
De deltog selv på gaderne, men havde taget et kort afbræk i Tyrkiet. Stemningen her var elektrisk.
- Vi vælter regimet. Om 3-4 måneder er alt forandret. De kan ikke stoppe det her, sagde en ung mand.
Lige siden har det iranske præstestyres sikkerhedsstyrker slået brutalt ned mod den folkelige bevægelse, som samledes på gaderne under kampråbet "Kvinde, Liv, Frihed".
Men selv om studerende ikke længere brænder tørklæder i Teherans gader, brænder håbet om rettigheder og frihed stadig.
- Folk, der deltog i den tidlige fase af protesterne, var selv overvældede over, hvor stor deres bevægelse faktisk var, og hvor modige de var, siger Rasmus Christian Elling, lektor med speciale i Iran ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
Demonstrationerne opstod som reaktion på 22-årige Jina Mahsa Aminis død i regimets varetægt den 16. september 2022.
Et voldsomt modsvar fortrængte demonstranterne
Regimet svarede igen med magt. 537 demonstranter blev dræbt, beretter Iran Human Rights, som har hovedsæde i Norge.
68 af dem var børn. Titusinder blev anholdt, og fængslerne var så stopfulde, at man måtte løslade 22.000 demonstranter.
Syv personer med tilknytning til demonstrationerne er blevet henrettet.
Det voldsomme modsvar har fortrængt demonstranterne og deres krav fra gader og pladser, men bevægelsen lever endnu.
- Kravene er stadig lige under overfladen. Bare fordi der er stille i gaderne, betyder det ikke, at folk har glemt eller givet op, siger Reza H. Akbari, historiker med speciale i Irans moderne historie ved American University i Washington D.C.
Præstestyret i Iran har en enorm militærmagt i ryggen. Det anslås, at det almindelige militær råder over 350.000 styrker og dertil mindst 150.000 medlemmer af Revolutionsgarden, beretter International Institute for Strategic Studies.
Demonstranternes tro på at kunne vælte regimet byggede blandt andet på håb om, at netop disse væbnede styrker ville skifte side og støtte protesterne. Det skete ikke.
- Om man kan lide det eller ej, så er realiteten i dag, at det mest sikre valg for militæret og sikkerhedsstyrkerne er at blive hos regeringen, siger Reza. H. Akbari.
Det skyldes blandt andet den sikkerhed, som soldater, sikkerhedsstyrker og deres familier stadig har, fordi de er tilknyttet styret, vurderer Rasmus Christian Elling. Sikkerhed i form af løn, adgang til boliger, uddannelse og understøttelse.
- Jeg tror virkelig ikke, at styret har stor opbakning i befolkningen, men styret er stort i sig selv. Det er et kæmpestort statsapparat. Hvor mange folk der så ærligt og oprigtigt er loyale over for statens ideologi, det er totalt umuligt at besvare, siger Rasmus Christian Elling.
Regimet udnytter uklarhed
Et år efter protestbevægelsens begyndelse står den stadig uden en klar leder og et defineret politisk mål, og det spiller regimet på i sin propaganda.
Uklarheden, om hvordan Iran ville se ud uden Ayatollah Khomeini og hans præsteskab ved magten, skræmmer især lidt ældre iranere, vurderer Rasmus Christian Elling:
- Sofavælgerne frygter oprigtigt borgerkrig. De ser til Afghanistan, hvor Taliban er tilbage ved magten. De ser til Syrien, og ser at Assad var villig til at smide bomber i hovedet på sin egen befolkning.
Lige nu er en ny og endnu strengere lov om tørklæder ved at blive indført. Regimet satser på masseovervågning til at finde kvinder, som ikke bærer det korrekt.
Kvinder som går på gaden uden tørklæde bliver filmet, eller deres nummerplader bliver opsnappet af overvågning, så de kan blive fundet og straffet.
- Der er ikke længere nogen forestilling om, at den islamiske republik har et element af folkestyre i sig. Det er et vaskeægte teokratisk diktatur, siger Rasmus Christian Elling.
Regimets reaktion fortæller, hvor forskrækket præsteskabet blev over at se demonstrationer, som for første gang havde opbakning både i by og på landet, fra rige og fattige og på tværs af etniske grupper.
'Giv det tre til fire år'
Protestbevægelsen har forenet iranere på trods af forskelligheder. Det giver en ny generation af politisk interesserede unge en oplevelse af den gennemslagskraft, de i fællesskab kan have.
Hver dag tager iranske kvinder sagen i egen hånd og går på gaden med håret i vinden. Og hver gang, de gør det, bryder de loven. Alligevel bliver de ved.
- Det skubber grænsen for, hvad der er muligt, når der stadig er kvinder, som tør skabe bittesmå forandringer i hverdagen. Det åbner nye horisonter, som før var utænkelige. Det er en konkret forandring, siger Rasmus Christian Elling.
Folkelige bevægelser sætter sig i folk - måske især, når de ikke bliver lyttet til. I Syrien demonstrerer folk nu igen i regimekontrollerede områder mod Bashar al-Assad, som i 12 år har kastet bomber ned over sin egen befolkning.
Igen kræver de hans afgang. Unges ønsker udslettes ikke med undertrykkelse.
Et år efter årsdagen for Jina Mahsa Aminis død, sagde en anden ung iraner til mig:
- Vi kan ikke vende tilbage til tingene, som de var før. Regimet kommer til at falde, jeg ved det. Giv det tre til fire år.