Verdenssamfundet skal senere i dag forsøge at finde en fælles reaktion på Nordkoreas seneste atomprøvesprængning i weekenden. Det sker på et møde i FN's Sikkerhedsråd i New York.
USA har tydeligt tilkendegivet, at man vil have FN til at stramme de økonomiske sanktioner overfor Nordkorea yderligere. Men det er usikkert, om amerikanerne kan få stormagterne Kina og Rusland med på vognen - eller i det mindste få dem til at undlade at stemme.
Med hjælp fra international korrespondent i DR Nyheder Steffen Gram giver vi her et overblik over, hvor de tre vigtigste aktører i det brændvarme spørgsmål om Nordkoreas atomvåbenprogram står:
USA: Det Hvide Hus i splid med sig selv
USA's præsident, Donald Trump, er blevet præsenteret for både militære og økonomiske muligheder for at reagere på Nordkoreas prøvesprængning.
Steffen Gram forventer, at USA vil forlange, at Sikkerhedsrådet strammer sanktionerne over Nordkorea yderligere, efter FN for kun en måned siden tog skridt til at lukke for en tredjedel af landets eksportindtægter. En sådan skærpelse kunne ramme Nordkoreas import af olie og landets eksport af tekstiler.
I begge tilfælde er det Kina, som i givet fald skal trykke på stopknappen. Donald Trump har i et tweet varslet, at han kan være parat til at starte en decideret handelskrig med Kina, hvis ikke landet går med til at lukke ned for samhandelen med Nordkorea.
- Jeg tager truslen om en handelskrig mellem USA og Kina meget alvorligt. Det vil falde i tråd med Donald Trumps valgkamp, siger Steffen Gram.
Under præsidentvalgkampen truede Trump igen og igen Kina med at begynde en handelskrig. Så tanken er langtfra fremmed for præsidenten, der omgiver sig med flere økonomiske rådgivere af samme holdning.
En handelskrig vil få uoverskuelige konsekvenser - også sikkerhedspolitisk - og derfor ser Trumps sikkerhedspolitiske rådgivere meget nødig, at den bliver en realitet, siger Steffen Gram:
- Der er konflikt mellem på den ene side Trumps sikkerhedspolitiske overvejelser og hans handelspolitiske. Det handelspolitiske og det sikkerhedspolitiske hænger ikke sammen. Spørgsmålet er: Hvilken fløj i Det Hvide Hus vinder?
Kina: Tvivl om indflydelse
Kina kalder USA's trussel om handelskrig for "uacceptabel" og "unfair". Og der er ingen tvivl om, at landets præsident Xi Jinping står i en svær situation, siger Steffen Gram:
- Xi ved godt, at et sammenbrud i samhandelen med USA vil gøre rigtig, rigtig ondt i Kina, siger han.
Det har længe været en almindelig antagelse, at hvis bare Kina strammede grebet om Nordkorea, så ville landet stoppe sine aggressive adfærd. Men nu er eksperterne kommet i tvivl.
- Den kinesiske indflydelse på Nordkorea er stor, men er den stor nok til, at man kan tvinge nordkoreanerne til at stoppe atomprogrammet? Det er simpelthen svært at sige - blandt andet fordi, nordkoreanerne ikke stoler på kineserne, siger Steffen Gram.
Rusland lurer på sidelinjen
Rusland forsøger at indtage rollen som "fornuftens stemme" i den ophedede konflikt om Nordkorea.
Landets viceudenrigsminister Sergei Ryabkov opfordrer i dag Nordkorea at udvise tilbageholdenhed, mens USA og dets allierede skal undgå en eskalering. Den eneste løsning på konflikten er "politisk og diplomatisk", siger Ryabkov.
- Vi ved ikke endnu, om russerne synes, at det er opportunt at lade være med at stemme for nye sanktioner, siger Steffen Gram.
Korrespondenten forklarer, at russerne kan finde på at udnytte situation taktisk for at komme til at spille en rolle i en konflikt, hvor landet lige nu er parkeret på sidelinjen.
En metode kunne være at genstarte de såkaldte sekspartsforhandlinger, som fra 2003 til 2007 samlede Nordkorea, Sydkorea, USA, Kina, Japan og Rusland til møder om det nordkoreanske atomvåbenprogram.
- For Rusland og Putin er det vigtigt at være med ved bordet. Det vil ske, hvis man genstarter sekspartsforhandlingerne.