Flynns fald: Fra respekteret general til afsat sikkerhedsrådgiver

PORTRÆT Michael Flynn har taget rejsen fra anerkendt efterretningschef til udskældt debattør, og nu også forhenværende sikkerhedsrådgiver for Trump-administrationen.

(Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Efter kun tre uger på posten som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump kastede den tidligere general Michael Flynn i nat håndklædet i ringen og trådte tilbage.

Det sker efter store kontroverser om en række samtaler med Ruslands ambassadør i USA om de sanktioner, som blandt andet amerikanerne har indført over for Rusland. Men samtalerne fandt sted allerede inden, Donald Trump overtog præsidentembedet – og det er ulovligt.

Situationen er blevet yderligere forværret af, at Flynn samtidig har videregivet forkerte oplysninger til vicepræsident Mike Pence.

Men det er langt fra første gang, at Michael Flynn skaber ringe i vandet.

Den glorværdige karriere

General Michael T. Flynn er vokset op i Rhode Island hos irsk-katolske, demokratiske forældre.

Flynns far var selv en militærmand og kæmpede i både Anden Verdenskrig og Korea-krigen, ligesom en af Flynns brødre i dag også er general.

Den nu pensionerede general har tilbragt størstedelen af sin 33 år lange militærkarriere i den militære efterretningstjenestes skyggefulde rige. Her har han blandt andet siddet i ledende stillinger i Pentagon og i U.S. Central Command, som koordinerer militære operationer i Mellemøsten.

Men selvom Flynn har fået stor ros, respekt og anerkendelse for sit arbejde indenfor militærets efterretningstjeneste, så har hans metoder også vakt skarp kritik.

Generalen har nemlig ikke været bleg for at bryde regler, når han anså det for passende og er blandt andet anklaget for at dele hemmelige dokumenter med de australske og britiske styrker.

Men kritik har ikke sat en stopper for Flynns avancement indenfor militæret.

I 2012 udnævnte den daværende præsident, Barack Obama, ham til chef for DIA, Defense Intelligence Agency – en af de højeste stillinger en militær efterretningsofficer kan bestride.

Egenrådig og usamarbejdsvillig

Men topposten hos DIA var ikke uden vanskeligheder og allerede i begyndelsen af Flynns andet år på posten - som normalt varer tre år - fik generalen besked om, at man var gået i gang med at lede efter en afløser. Han sad yderligere ni måneder på posten, mens efterfølgeren blev fundet.

Ifølge ledelsen fandt afskedigelsen sted på grund af såkaldte managementproblemer, men sådan opfattede Flynn det ikke. Derimod mente han, at han blev sat af posten på grund af den siddende administrations modvilje til at lytte til hans advarsler om militant islamisme.

- Michael Flynn blev fyret, simpelthen fordi han var umulig at arbejde sammen med, fortæller DR’s internationale korrespondent Steffen Gram.

- Han var egenrådig, gik egne veje, havde problemer med at tage ordrer og mente, at man slet ikke gik hårdt nok frem fra Obama-administrationens side, blandt andet i Afghanistan.

Den russiske forbindelse

Efter Flynn forlod DIA skærpede han sine angreb mod blandt andet Obama-administrationen, og tilsyneladende ændrede generalen også holdning til blandt andet waterboarding og andre ”forhørsmetoder”, som han tidligere har været udtalt modstander af.

Han blev også hyppig brugt som kommentator på det russiske statsmedie RT, hvor han fungerede som ekspert i forhold til den siddende administration.

Også dette træk vakte skarp kritik fra militærkolleger i hjemlandet.

- Det faldt rigtigt mange for brystet, at der sad en tidligere chef ved DIA på russisk tv og kommenterede på Obama-administrationens utilstrækkelighed efter hans overbevisning, og dermed gik russernes ærinde, fortæller Steffen Gram.

Ved fejringen af RT's 10 års fødselsdag deltog Michael Flynn middagen, hvor han sad til bords med Vladimir Putin selv.

I strid med etikken

Michael Flynn med sin nu forhenværende chef, Donald Trump, kort før den sidste præsidentielle debat. (Foto: © GEORGE FREY, 2016 Getty Images)

Den 18. juli sidste år vakte Flynn så igen postyr.

Det skete, da han fra talerstolen ved Republikanernes Kongres, hvor Trump blev bekræftet som partiets præsidentkandidat, førte an i, hvad der endte med at være Trump-kampagnens helt store slagord i valgkampen mod Hillary Clinton: Lås hende inde!

Det er ikke første gang, at en tidligere general tager parti i en præsidentiel valgkamp, men at Flynn var så slagkraftig i sin meningstilkendegivelse var i strid med de forventninger, som militæret har til både nuværende og tidligere ansatte, lød kritikken efterfølgende.

- At en pensioneret officer indtager en så ledende og højlydt rolle, som klart partisk, er en krænkelse af den etik og professionalisme, som forventes efter apolitisk militær tjeneste, skrev den pensionerede admiral Mike Mullen efterfølgende i et læserbrev i Washington Post.

Mens Flynn blev tilknyttet valgkampen som Trumps rådgiver indenfor sikkerhedsmæssige anliggender, kritiserede andre tidligere topofficerer den republikanske kandidat for sine udtalelser om international sikkerhedspolitik.

Fældet af løgnen

I midten af november udpegede Donald Trump så Flynn til stillingen som sikkerhedsrådgiver.

Flynn har ifølge Steffen Gram formået at bevare båndet til Rusland, og det er også i denne forbindelse, at Flynn senere på året angiveligt har haft en samtale med Ruslands ambassadør i Washington.

- Det er der, hvor Flynn lyver, da han bliver konfronteret med, hvad han egentlig har talt om. Han har hævdet, at han ikke har talt sanktioner, men det havde han – og det er forbudt.

- Efter min bedste overbevisning blev Flynn ubærlig for Trump-administrationen – først og fremmest fordi han løj, siger Steffen Gram.

Det bliver den pensionerede general Joseph Keith Kellogg, som midlertidigt overtager jobbet som sikkerhedsrådgiver for præsident Trump.

Flynns afskedsbrev

  • I forbindelse med mine opgaver som den kommende sikkerhedsrådgiver, har jeg haft talrige telefonopkald med udenlandske kollegaer, ministre og ambassadører. De opkald skulle sikre en let overgang og begynde at bygge de nødvendige relationer mellem præsidenten, hans rådgivere og udenlandske ledere. Sådanne opkald er standardprocedure.

  • Desværre, på grund af de hurtige begivenheder, briefede jeg den kommende vicepræsident og andre med ukorrekte informationer omhandlende mine opkald med den russiske ambassadør. Jeg har oprigtigt undskyldt over for præsidenten og vicepræsidenten. Og de har taget imod min undskyldning.

  • Jeg er meget beæret over at have tjent præsident Trump, der på blot tre uger har omlagt amerikansk udenrigspolitik på grundlæggende måder for at genskabe Amerikas førende position i verden.

  • Læs hele brevet i fuld længde her