USA og landets allierede rasler med sablen mod Syriens præsident Bashar al-Assad oven på et formodet angreb med giftgas i den syriske by Douma i lørdags.
Mindst 43 personer meldes dræbt, og USA, Storbritannien og Frankrig drøfter muligheden for et bombardement fra deres krigsskibe i området.
Rusland advarer mod at angribe syriske styrker, men USA’s præsident, Donald Trump, har gentagne gange varslet et forestående missilangreb mod Syrien på sin Twitter-profil.
Her gennemgår vi fire af de mest påtrængende spørgsmål om den anspændte situation.
1. Hvorfor annoncerer USA’s præsident angrebet på forhånd?
- Det er også fuldstændig tåbeligt set fra et militært perspektiv, så det er der ingen gode grunde til. Det er kun et udtryk for Trump og hans præference for Twitter frem for mere velovervejede udmeldinger, vurderer Henrik Ø. Breitenbauch, som er centerleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.
Afgivelsen af overraskelsesmomentet undrer også Johannes Riber Nordby, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet:
- Det virker fuldstændigt håbløst at annoncere det på forhånd. Han virker følelsesladet og som en leder, der har brug for at udvise handlekraft, lyder hans vurdering.
DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund påpeger, at Trump har skældt sin forgænger ud for at gøre præcis det samme:
- Han har faktisk utallige gange tidligere kritiseret Obama for at annoncere offensiver i Irak og Syrien. Mange er blevet overraskede over det, blandt andet franskmændene og briterne, som ikke lod til at være forberedt på Trumps annoncering, siger han.
2. Hvorfor venter USA og landets allierede nu med at angribe Assad?
- Man opnår ingen taktisk fordel ved at vente, men der er et større logistisk arbejde, hvor flere lande skal have krigsskibe på plads og fastslå, hvilke mål man vil ramme, forklarer Michael S. Lund.
Dertil kommer nogle svære udregninger i forhold til sidste år, hvor den amerikanske flåde affyrede sidste år 59 Tomahawk-missiler mod en syrisk luftbase efter et kemisk angreb mod byen Khan Sheikhoun.
- Det her er ikke et spørgsmål om at ramme en luftbase ude i en ørken, men sandsynligvis mål helt inde i hovedstaden Damaskus. Derfor er man er nødt til at være sikker på ikke at ramme forkert, siger Johannes Riber Nordby og uddyber:
- Jeg tror faktisk også, at amerikanerne er bekymrede for, om russerne kan skyde nogle af Tomahawk-missilerne ned. Det vil være en ydmygelse af amerikanerne, hvis russerne kan forsvare Assad mod et amerikansk angreb. Derfor er de nødt til at tage højde for, hvor de russiske antiluft-batterier er, mener militæranalytikeren.
Mens det er uvist, om et amerikansk-ledet angreb vil være rettet mod politiske eller militære mål i Syrien, er én ting dog sikkert:
- Den, som har størst fordel af ventetiden, er helt klart den syriske præsident Assad. Han kan nå at beskytte sine soldater og fly ved at flytte dem, påpeger Michael S. Lund.
3. Hvad opnår man med endnu et angreb på Assad?
- Amerikanerne håber at sende et signal til Assad - og måske også resten af verden - om, at Trump har en rød linje, når det gælder brug af kemiske våben, siger Michael S. Lund og understreger:
- Det er ikke sådan, at et amerikansk angreb vil gå ind og ændre situationen i Syrien eller vende borgerkrigen.
Danmark er blandt de lande, som støtter et militært modsvar til brug af kemiske våben.
- Historisk har vi gjort nogle erfaringer med, at kemiske våben er særligt forfærdelige. Derfor vil vi gøre meget for at prøve at opretholde en norm om ikke at bruge kemiske våben, siger Henrik Ø. Breitenbauch.
4. Hvorfor støtter og beskytter Rusland fortsat Assad?
- Rusland har en iskold interesse i at have en indflydelse i Mellemøsten og en militær trædesten med baser i Syrien, siger Henrik Ø. Breitenbauch.
Og selv hvis der findes beviser for, at Assad står bag kemiske angreb, vil russerne fortsat støtte ham, vurderer Michael S. Lund:
- Der var en stor undersøgelse efter det voldsomme kemiske angreb med saringas sidste år i byen Khan Sheikhoun, som slog fast, at det var et kemisk angreb med saringas fra det syriske styre. Det valgte Rusland ikke at tro på, og så stoppede de ordningen med at undersøge kemiske angreb, forklarer korrespondenten.